Det er omtrent lige så svært at oversætte Sid Meiers klassiske altomfavnende strategispil til de tastatur- og museløse konsoller, som det er at få en Coca-Cola til at smage rigtigt uden sukker. Folkene i Sid Meiers firma Firaxis har da heller ikke forsøgt, i stedet har de genopfundet spillet i en ny og superstrømlinet udgave.
'Civilization'-serien er en ægte computerspilsklassiker fra genrens barndom. Første version lavede Sid Meier i 1991 baseret på brætspillet, der er 11 år ældre. På pc'en er vi nået til fjerde udgave, der allerede har fostret to udvidelser og i vanlig stil geografisk spænder over hele planeter med en tidslinje fra de første hulemænds spæde forsøg med landbrug og frem til rumkapløbet. At det skulle lykkes at komprimere så omfattende et spil virker ikke muligt. 'Civilization: Revolution' holder fast i grundideen, men fra de første køllesvingere grundlægger en by og til civilisationerne er blevet atommagter, går der sjældent mere end tre timer, og undervejs har vi oplevet en gang civilisationshistorie på speed.



























