Lige siden det første spil udkom i 1999, har 'Disciples'-serien arbejdet benhårdt hen mod at blive betragtet som et mørkere, mere gotisk rendyrket alternativ til 'Heroes of Might and Magic'-serien.
Her er ingen farvestrålende regnbuer, beskyttende engle eller enhjørninger til kamp for lysets magter. Her er kun mørke og død. Hvis 'Heroes' er udsprunget af fantasi, er 'Disciples' snarere et langt mareridt. Døden kommer efter alle med blodets rødlige rislen og kamppladsens uhøjtidelige gravsted som grundvilkår.



























