Thomas Vigild:
‘Pirates!’ er et roligt og charmerende spil, hvor 2-4 pirater kaster anker ved en ø, og så skal der ellers hales guldklumper ud af øen baseret på de skattekort, som spillere har på hånden. Hvert skattekort viser en bestemt rækkefølge af fire elementer – palmer, bjerge, muslingeskaller og huse – og hver tur starter med, at en spiller placerer en af disse i form af træklodser på spillepladen. Matcher en rækkefølge på brættet et skattekort i spillernes hånd, indkasseres op til tre guldklumper, og spillet slutter først, når pladen er fyldt. Grundlæggende set er ‘Pirates!’ en øvelse udi ren mønstergenkendelse, fordi det oftest er umuligt at gætte, hvilke rækkefølger modspillerne går efter. Det handler derfor primært om at optimere sit eget spil. Som vanligt i Djeco-spil er der ingen tekst eller tydelig kønsfavorisering, og samtidig er al finish i allerhøjeste kaliber, så guldklumperne ligner guld, og alt er trykt på imponerende tykt pap med brikker i massivt træ. Det er ikke et børnespil, der tager oceaner af tid, da man hurtigt får fyldt pladen op. Netop derfor er det et velstruktureret spil egnet til begge køn allerede fra 5-6 års alderen, selv om man som voksen savner mere interaktion med de andre spillere. For nogle vil det være en hæmsko, men til børn i målgruppen kan det være en klar fordel, at de ikke kan påvirke hinandens spil direkte.





























