Det hele skal være større og vildere i computerspil for tiden. Men større er ikke nødvendigvis bedre. Mange af de store spil med åbne verdener, hvor man frit kan bevæge sig rundt og gøre, hvad der passer en, plages af ensformigt indhold og en manglende fokus på god historiefortælling.
Det er kvantitet over kvalitet, og det er synd, for de virtuelle universer kan så meget mere. De er legepladser, hvor alt kan ske – og så er det trist, når der sker det samme om og om igen. Et stort problem er, at det er blevet en enormt tidskrævende og ekstremt kompliceret opgave at lave det visuelle indhold til spil.




























