Dansk spil kræver indsigt i klimaet

Lyt til artiklen

Sidste gang kulminerede det med, at en 12-årig ringede til Søværnets Operative Kommando og advarede om, at verden var ved at springe i luften, og at Axel og Caroline var fanget nede i lastrummet på et skib. For den 12-årige var fiktionen i det interaktive spil på nettet, der foregik om bord på Galathea 3-ekspeditionens båd, blevet til virkelighed. Og han så sig nødsaget til at handle for at stoppe grusomhederne. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan det ender denne gang, når tusindvis af unge fra hele verden næste mandag, 14. september, går om bord i KlimaMysteriet, der er et lignende højdramatisk interaktivt univers på nettet, hvor målet er at redde Jorden fra at gå under på grund af klimaproblemerne. »Det er en 16 ugers dramaføljeton på nettet med et klimaks lige under klimakonferencen i København i december. Brugere fra hele verden skal være med til at redde COP-15-topmødet fra en ond sammensværgelse«, fortæller Christian Fonnesbech, direktør i virksomheden Congin, som både har udviklet KlimaMysteriet og Galathea Mysteriet.

Fiktion blandes med virkelighed

Mysteriet er et såkaldt Alternate Reality Game, hvor spillets fiktion bygges op som værende ægte gennem blandede medier som spil, filmklip med skuespillere, billeder, blogs og sociale netværk. Brugerne skal hjælpe hovedpersonen Axel med at løse en række problemer, som relaterer sig til klimaet og klimakonferencen i København. »Det er et globalt lærende underholdningsprojekt. Så vidt jeg ved, eksisterer der ikke noget lignende«, siger Christian Fonnesbech. Congin har blandt andet fået hjælp af lærere fra 20 forskellige lande og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til at udvikle KlimaMysteriet, så det holder vand både pædagogisk og klimavidenskabeligt. Denguefeberen skal stoppes Finansieringen af projektet står sponsorer som Klimaministeriet, den amerikanske it-gigant Microsoft og en kinesisk sparepærefabrikant bag, og det er gratis for alle brugere at være med. Danske og europæiske skoleorganisationer har desuden adgang til undervisningsmateriale, der knytter sig til spillet. KlimaMysteriet er først og fremmest skabt til at give unge et indblik i klimaproblemerne, som de næppe kan få i skolebøgerne. Hver uges handling er bygget op over en af de konsekvenser af klimaforandringerne, som FN’s klimapanel har peget på. Eksempelvis oversvømmelser, skovbrande og vandmangel. I en episode får de fiktive personer denguefeber, som er en smitsom sygdom, der spreder sig på grund af varmere temperaturer. De fiktive personer i spillet beder så de virkelige brugere om hjælp til at finde ud af, hvorfor denguefeberen spreder sig. Det gør de blandt andet ved at flytte rundt på varmestrømme i en simulator. De får ingen instrukser, men kan hjælpe hinanden gennem de sociale netværk. Og til at løse problemerne er der behov for både geografi, biologi, fysik og kemi. Kort sagt gælder det om at finde ud af at efterligne klimaforandringerne. »Hvis man vil have point, er man nødt til at forstå klimaforandringerne. Formålet med at fortælle historien på denne måde er, at vi kan lære folk noget, som de i forvejen ikke er særlig interesserede i«, siger Christian Fonnesbech. Han understreger dog, at det handler om at forstå klimaproblemerne, ikke om at løse dem. Ifølge DMI’s pressechef Niels Hansen har der ikke været behov for at rette ret mange klimafaglige aspekter i spillet. »Vores klimaforskere har kigget det igennem, og det vi har set, holder vand fagligt«, siger han. Niels Hansen understreger, at DMI ikke har set spillet i sin helhed, men har hjulpet med de dele, som folkene bag spillet gerne ville have tjekket. Ifølge DMI er det helt rigtigt at basere klimainformationen i spillet på de seneste rapporter fra FN’s klimapanel, selv om de er blevet kritiseret for diverse mangler. »Styrken ved FN’s klimapanel er, at der ligger et utrolig stort arbejde bag. De har næsten læst alt, hvad der er på området, frem til det tidspunkt, hvor rapporten gik i trykken. Det er det bedste, der findes«, siger DMI’s pressechef. Niels Hansen mener, at spillet har et »enormt« potentiale, fordi klimaproblematikken pludselig kan nå ud til en helt ny målgruppe. »Det er folkeskole- og gymnasieeleverne, der virkelig kan gøre noget ved vores samlede klimapåvirkning. Det er dem, der kan beslutte at ændre deres livsstil. Det er sværere for de ældre generationer, som allerede føler sig dybt afhængige af biler, vaskemaskiner og så videre«. Digte om stærkstrøm Også Microsofts pædagogiske uddannelseschef, Kirsten Panton, er begejstret for potentialet i spillet: »KlimaMysteriet er noget af det mest innovative undervisningsmateriale, vi er blevet præsenteret for«. »Det gør i udpræget grad brug af teknologi, og det får i høj grad elever til at samarbejde, kommunikere, være kreative og tænke kritisk. Med andre ord understøtter KlimaMysteriet på alle måder det 21. århundredes uddannelseskrav. Derfor støtter Microsoft dette projekt«, siger hun. Christian Fonnesbech har ingen ide om, hvor mange brugere KlimaMysteriet får, men målsætningen er 30.000 i Danmark og 100.00 på verdensplan. De kommende uger skal blandt andre DSB og musikkanalen MTV forsøge at lokke de unge ind i det danske klimaunivers. De, der følger med fra første færd, kommer 14. september til at se en kort film, hvor fire unge europæere, der skulle være kommet til København for at hjælpe hovedpersonen Axel med at formidle klimaforandringerne, pludselig er forsvundet. Og han beder så brugerne om hjælp til at finde de unge igen. Derfra går det løs. Og ingen ved, hvad det ender med. »I Galathea Mysteriet sad unge mennesker til sidst og skrev digte om stærkstrøm, fordi hovedpersonen, en stærkstrømsingeniør, var blevet forelsket«, fortæller Christian Fonnesbech.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her