Selv om 80’erne for længst er forbi, behøver verden åbenbart stadig ’Rambo’-inspirerede enmandshære.
Bevæbnet til tænderne med automatrifler og en håndfuld granater, skal man i ’Just Cause 2’ rense et gigantisk jungleområde for narkokarteller og andet rakkerpak.
Den slags gør man naturligvis ikke ud af sit hjertes godhed. I stedet indtager man i ’Just Cause 2’ rollen som den sleske Rico Rodriguez, der er lige dele mellemamerikansk Don Juan og koldblodig lejesoldat. Alting kan gøres op i kolde kontanter. En benzinbeholder sprængt i luften? 500 dollars i belønning. En hel militærbase sat ud af funktion? 5000 af de grønne bananer.



























