Første regel: Spillerne skal samarbejde. Anden regel: Spillet skal være værdidiskuterende. Med disse to hovedregler skød Danmarks Radio og Diginet Øresund før sommerferien konkurrencen ‘Spil i folkets tjeneste’ i gang, hvor målet var at lokke amatørspiludviklerne til at lave et spil, der konfronterer sin spiller med valg, der provokerer spillerens politiske ståsted, etik, moral eller værdier. Resultatet var imponerende, for selv om de fire indsendte spil til konkurrencen nok er simple rent teknisk, er de tilsvarende stærke på meninger og indhold. Vinderen af konkurrencen blev spillet ’Værdi-Kamp’, hvor baggrundshistorien er, at to spillere skal befri ’forbudte tanker’, før de bliver censureret af et diktatorisk Tankepoliti. Dette sker i en slags ’Space Invaders’-ramme, hvor spillerne via tastaturet nedskyder tanker på skærmen, der dernæst i spillets anden runde bliver til konkrete dilemmaer, som spillerne efter tur skal tage konsekvent stilling til: enig eller uenig. Eksempler på dilemmaerne går fra de seriøse af slagsen som ’Du må ikke stjæle din bedste vens kæreste’ eller ’Tillad menneskekloning’ til de mere humoristiske som ’Støt bakterier! De er den eneste kultur, mange mennesker har’ eller ’Spis ikke dine venner’. Ved alle udsagn skal man først gætte på, om flertallet har været enige eller uenige i påstanden, og dernæst ytre sin egen mening, så den bliver medregnet i statistikken. Kommer man til vejs ende i spillet uden at blive nedskudt af Tankepolitiet, kan man selv indtaste sit yndlingsdilemma, der bliver stillet til de næste spillere. At spillerne på den måde gør spillet levende ved selv at bidrage til dets videreudvikling, er en brillant feature, hvilket gør spillet mere og mere interessant, jo flere der deltager. Så nok et uskyldigt udseende og simpelt spil på overfladen, men alligevel et spil, der afslører nye sider af både en selv og dem, man spiller med. Kæmp med Fogh Andenpladsen gik til det mere satirisk-politiske spil ’Spin’, der var konkurrencens afgjort mest professionelt udseende spil. Ideen er, at den ene spiller agerer spindoktor for regeringen, mens den anden er journalist på TV-avisen. Begge kæmper om popularitet og troværdighed op til et folketingsvalg, hvis udfald afgøres af, hvordan en række opdigtede historier håndteres af de to parter. ’Spin’ begynder med, at man bliver præsenteret for to opdigtede historier – eksempelvis at en række politikere har drukket tæt, hvorefter deres belastende druksang er sluppet ud til pressen, hvorefter man i et noget obskurt bogstavspil skal grave beviser frem, der kan støtte eller underminere ens version af historien. Jo flere beviser, jo bedre, hvorefter det egentlige interviewspil går i gang, efter at spillerne dels er blevet enige om interviewets længde, dels har valgt, hvilken politiker/tv-vært de vil styre. Interviewet ruller, ved at spillerne efter tur bekriger hinandens popularitet og troværdighed – en slags verbal ’Final Fantasy’ med dansk politik som ramme. Smider man beviser på bordet, er det meget belastende for den anden part, men denne kan redde skindet ved at svare igen med egne beviser eller ved at reagere f.eks. aggressivt, undvigende, forvirrende eller decideret lyve. Jo flere gange man spiller, jo mindre sjovt bliver spillet, men de første par timer er der dynger af spinspilleri til eftertanke. ’Spin’ er på den vis tankevækkende, da det på pædagogisk vis karikerer, hvordan virkeligheden kan spinnes, så samme sag kan forsvares fra både pressens og politikernes synsvinkel. Spillets utrolig velskrevne dialog, fængende grafik og humoristiske scenarier vidner tillige om stor indsigt i både dynamikken og opbygning af et computerspil – særligt i selve interviewspillet, der dog står så stærkt, at de indledende runder inden bliver mere arbejde end morskab og klart spillets svageste led. Tastekamp om ansvar Actionspillet ’Det politiske kapløb’ er konkurrencens mest hektiske og henter sin inspiration fra sportsspil som ’Summer Games’, idet spillerne skal panikspurte fra et politisk ansvar, der konstant jagter dem over skærmen. Dels ved at tampe tasterne i tastaturet ned, til håndleddene bløder og fingrene falder af, dels ved at opsamle powerups som f.eks. ’rævekager’ eller ’fejen ind under gulvtæppet’, der enten kan genere modstanderen eller hjælpe en på vej. Konceptet er ikke uden charme og politisk satire, men spillet leverer mere frådende manisk morskab end eftertanke endsige samarbejde, idet al energien bruges på at hamre tasterne ned og mobbe modstanderen. Samtidig savnes mere forklaring på de forskellige powerups, men ønsker man bare et hurtigt spilfiks action, er ’Det politiske kapløb’ absolut leveringsdygtig. Spindoktor-spil Sidste indslag i konkurrencen er spillet ’Spindoktor’, der har haft grandiose ambitioner, men for lidt tid og overblik til at realisere dem. En skam, for ideen er svært interessant: Alle spillere er en art lobbyister på Christiansborg, der alle skal smøre og overtale en laaaaang række computerstyrede politikere til at danse efter deres pibe, når der skal stemmes om lovforslag. Konceptet minder til dels om et fodboldmanagerspil, men man har intet overblik over, hvad der sker i spillet, og samtidig kører det i ’ægte tid’. Det betyder, at man skal logge ind i spillet, bestemme, hvad man vil foretage sig over de næste par dage, og dernæst læne sig tilbage og vente, i håbet om at man har valgt rigtigt – lidt som at spille skak, hvor man skal skrive alle sine træk ned på forhånd.