For fjerde gang trækker superagenten Sam Fisher i våddragt og listesko, men trods anstrengelserne for at ruske op i spionserien begynder de grå hår at vise sig.
Måske derfor er Fisher nu kronraget, iført en orange fangedragt og sendt til Kansas for at ruske tremmer for bankrøveri i det topsikrede Ellsworth-fængsel. Sams nye image som slem dreng har dannet omdrejningspunkt for markedsføringen af ’Splinter Cell: Double Agent’, men det skal vise sig, at han blot er på undercovermission for efterretningstjenesten NSA. En mission, hvor han skal infiltrere terrororganisationen JBA, John Brown’s Army, ved, at Fisher hjælper et af gruppens medlemmer med at flygte fra fængslet og derefter lader sig rekruttere som dobbeltagent hos terroristerne. Med ét ben i hver lejr må han følge terrorlederens ordrer for ikke at vække mistanke og samtidig i rollen som NSA-agent forsøge at begrænse skaderne ved sine terroristaktioner – f.eks. smide røggranater i ventilationssystemet, så krydstogtskibet evakueres, inden bomben sprænges. Fishers tillid hos begge arbejdsgivere angives med to målere i hjørnet af skærmen og ryger én af dem i bund, er det ’game over’. Få fornyelser Missionerne spænder vidt fra en fastfrossen supertanker, der skal kapres i Sibirien, til aflytning af et mødelokale på et hotel i borgerkrigshærgede Kinshasa. Stemningen rammer altid plet takket være samspillet mellem scenografi og baggrundslyd, og man taber vitterlig pusten, når Sam klatrer rundt omkring den store, lysende dragestatue, der bugter sig ned gennem Shanghai-hotellets atrium, mens gæsterne hundrede meter under én tæller ned til kinesisk nytår. Og man kan dårligt lade være med at dukke sig for kuglerne, der fyger mellem oprørere og regeringstropper i den sønderskudte congolesiske hovedstad. Historien er til gengæld flakkende, og sammenhængen mellem missionerne er svær at få øje på; PlayStation 2-versionen skifter endda to af dem ud med helt andre lokaliteter. Og til trods for flere baner i dagslys, mulighed for at dykke og andre småfornyelser ligner terroristaktionerne til forveksling militærmissionerne fra forgængerne. Jo vist giver NSA og JBA til tider Fisher modstridende ordrer, og man må lade sin egen moral afgøre, om man f.eks. vil myrde eller beskytte sit mål. Det lyder måske spændende på papiret, men i sidste ende er ens indflydelse på handlingen kun kosmetisk, og gameplayet føles stadig meget ensporet, idet man altid sniger, klatrer og svømmer sig vej fra den ene ende af banen til den anden. Vanvittige hardwarekrav Grafikken er derimod betagende, hvad enten man kæmper sig gennem sibiriske snestorme eller leger bjergbestiger på en skyskraber i Shanghai, men desværre er hardwarekravene helt forrykte: 1GB RAM er minimum for at undgå uendelige indlæsningstider, og hvis ens grafikkort er mere end halvandet år gammelt, kan man godt vinke farvel til spillet på pc. Der er cirka 10 timers spil at hente i hovedhistorien, en smule mere, hvis man sætter sig for at se alle tre slutninger. Mere fornøjelse er der at hente i flerspillerdelen, som lader to hold af op til tre spillere udfordre hinanden i en heftig gang spioner og lejesoldater, hvor man enten skal snige sig ind og hacke en række computere eller beskytte selv samme terminaler. ’Splinter Cell: Double Agent’ er en hæderlig fortsættelse, men anstrengelserne for at forny serien lykkes kun delvis. Seriens fans får, hvad de forventer med et par nye tvists, men der skal mere til for at rekruttere nye agenter.
