Rock on!«, får man lyst til at brøle ud, når man perfektionerer soloen til Guns N’ Roses’ ‘Welcome to the Jungle’, så strengene syder, fingrene flammer, og fansene går amok. Velkomsten i ‘Guitar Hero III’ lokker den indre heavy-rocker frem, og spillet synes endnu mere råt end sine to forgængere. Grundpillen i spillet er fuldkommen uændret: tryk fem forskelligt farvede knapper ned på gribebrættet på den medfølgende plastikguitar, men gør det i samme rytme, som ruller over skærmen i ofte afsindigt tempo. Gør det rigtigt, og du føler, du krænger sjælen ud til musikhistoriens største rockhits fra blandt andre Black Sabbath, Cream, Muse og Guns N’ Roses. Hvis du omvendt kikser for mange toner i træk, bliver du buhet ud i glemslen. I spillets enkeltspillerdel kæmper man sig på ny vej fra de små bonderøvsscener til enorme stadiumkoncerter, men nu kan man klimpre sig igennem hele karriereforløbet med en ven ved sin side – hvis man har en ekstra guitar-controller. Så kan man skiftevis spille bas og guitar, hvilket sikrer spektakulær underholdning til adskillige nætter. Også enkeltspillerdelen har fået en tiltrængt ansigtsløftning, så den nu inkluderer ’hovedfjender’ i form af legendariske guitarister som eksempelvis Tom Morello og Slash, der alle skal besejres i duel på guitar. Dril hinanden Har man ikke lyst til at spille sammen, kan man i stedet udfordre hinanden i, hvem der er mest fejlfri i at udføre spillets 70 numre, der spænder fra klassisk rock til nutidig syre. Det geniale ved multiplayer-delen er, at en garvet konsolguitarist og en nybegynder kan sagtens spille op mod hinanden, da sværhedsgraden kan indstilles individuelt. Samtidig giver den nye spilmulighed ‘Battle’ begge spillere mulighed for at kyle udfordringer i hovedet på hinanden under numrene – for eksempel i form af knækkede strenge, øget sværhedsgrad eller blinkende skærmbillede, der er til stor gene. Med et abonnement på Microsofts Xbox Live-tjeneste til Xbox 360 kan man desuden dyste mod andre online, og ligesom i ‘SingStar’ kan man købe nye numre fra bands som Foo Fighters og Velvet Revolver. Største mærkbare forskel ligger i, at selve guitar-controlleren – nu formet som en Gibson Les Paul – er trådløs, man kan afmontere gribebrættet, så den er lettere at opbevare, den er større og den føles mange gange mere robust. Man føler sig i al fald knap så tumpet med den nye model som i de to forrige udgaver. Indtil ‘Guitar Hero’s største trussel, spillet ‘Rock Band’ – et musikspil, der inkluderer trommesæt, ekstra guitar og mikrofon – lander i Europa i begyndelsen af 2008, er ‘Guitar Hero III’ en suveræn sjov og social træningslejr. Rockspade for alle Har man ikke mod på konsolspil, minder legeguitaren ‘Power Tour Electric Guitar’ meget om ‘Guitar Hero’-ideen med at udleve de indre rockabstinenser – her blot med konsol og skærm sparet væk. Guitaren er en lille kopi af Gibsons SG-guitar med indbygget højttaler, og hele dens gribebræt er bygget op omkring et sæt berøringsfølsomme taster i stedet for strenge. Så for at hamre hårdhudede rockguitar-akkorder ud i rummet, er det rigeligt at køre fingere let hen over guitarens ’strenge’. Med fire forskellige guitarlyde kan man lære at spille 12 forskellige guitarnumre, heriblandt ‘Smoke on the Water’ og ‘Wild Thing’ – numre, der på pædagogisk vis er opdelt i små bidder af hensyn til indlæringen. Det fungerer virkelig godt, men i længden er det sjovest at sætte guitaren på fri jam, hvor man så bare kan spille løs. Kobler man en mp3-afspiller til guitaren, kan dens musik afspilles gennem guitarens lille højttaler, hvilket gør, at man selv kan spille med på guitaren ind over musikken. Det holder! Og kan i øvrigt være god træning i at lære akkordrundgange i sine yndlingsnumre på en nem måde. Faktisk holder hele ideen bag guitaren overraskende godt i praksis, for hvad der umiddelbart virker som pjattet legetøj, viser sig at være god træning i både tonehøjder og guitartæmning. Og ja, man kan sætte hovedtelefoner til. Største minus er den pebrede pris på 800 kroner, men det skal åbenbart ikke være billigt at lege rockidol.