Dybest set handler ’Pokémon Ranger’ om at være god til at tegne cirkler.
For når man som nykåret Pokémon-jæger går på jagt efter løsslupne og ondsindede Pokémon-dyr, er ideen, at man fanger og pacificerer de små uldtotter ved hjælp af cirkler, som man tegner på den trykfølsomme skærm. Men man skal være hurtig. For Pokémonerne bevæger sig, og rammer de din cirkel, før den er tegnet helt færdig, dør du en lille smule og må forsøge igen. Senere hen får du støtte i form af hjælpe-Pokémoner, som kan hjælpe dig ved at lamme fjenden, så du i ro og mag kan tegne dine cirkler. Det lyder simpelt, og det er det sådan set også. Men det er også ganske underholdende, og spillet udnytter DS’ens muligheder godt. Desværre er det hele pakket ind i oceaner af tekst, som man skal klikke sig igennem, før man kan komme i gang med Pokémon-jagten. Og vel at mærke er teksten på engelsk, så Pokémon-børn under 13 år får intet ud af de horrible tekstmængder. Det er virkelig en uskik, som man finder i mange spil til Nintendos maskiner for øjeblikket. Vi gider ikke al den tekst, vi vil meget hellere spille.




























