Efter ’Grand Theft Auto II’ har jeg stort set ikke har rørt et spil i serien – før nu med ’Vice City Stories’. Næh, jeg har ikke været på Mars, siden ’Grand Theft Auto III’ udkom i 2001, men blev nærmere lammet ved tanken om at fortabe mig i et enormt 3D-bymiljø med alt for meget frihed og al mulig grund til at lalle omkring uden en overskuelig rød tråd. For hvorfor holde sig til de fastlagte missioner, når man kan more sig hæmningsløst med at stjæle biler, motorcykler, fly og både, opleve politiflugt og samtidig høre retro-radio fra 80’erne, mens man nynner med på Paul Youngs ’Come Back and Stay’? Denne altomspændende indlevelse i ’Vice City Stories’ er i dag ikke et lige så overvældende spring for serien, som treeren var tilbage i 2001. Vi skriver jo 2007 og fire spil i serien senere, så man burde tro, at der var helt andre boller på suppen i ’Vice City Stories’? Ikke just. Mens treeren gjorde serien synonym med solid action på PlayStation 2, har den siden ikke sprængt egne grænser med andet end nye spilforløb, nye (bonus)missioner, nypoleret grafik, andre musiknumre, mere motorkøretøjstyveri samt flere plyndringer og stunts. Trofaste fans forlanger næppe mere end, at den velkendte spilstruktur kører videre i samme rille. Så er det næsten ligegyldigt, at der findes andre og bedre spiloplevelser derude. ’Vice City Stories’ er som at mindes sit lokale Tivoliland: altid en fornøjelse at drømme sig tilbage til, selv om alle forlystelser er prøvet til døde. Mere frisk synes ’Vice City Stories’ for PSP-ejere, mens denne udgave til PlayStation 2 virker både forældet og fortærsket.