Snigmordere er underverdenens svar på trubadurer. De er ensomme, vandrende sjæle, der med lyrisk opfindsomhed spiller op til dans med sagesløse ofre.
Der er et romantisk skær over disse helte på skyggesiden – tænk blot på det mystiske skær, der ligger over Agent 47 i den danske hitserie Hitman. I ’Assassin’s Creed’ bliver hovedrollen også spillet af en lejemorder eller rettere: Den bliver spillet af en kidnappet bartender ved navn Desmond, som to forskere bruger til at grave i genetisk hukommelse på. Via maskinen Animus og en masse snak om reinkarnation og kroppens evne til at erindre tidligere liv er det her muligt at hoppe tilbage til middelalderen under det tredje korstog og være den kutteklædte Altaïr, der dolker ofre på et splitsekund, for derefter at folde hænderne som en munk og forsvinde lydløst i folkemængden. Spillet foregår dermed i det hellige land i storbyer som Damaskus, Jerusalem og Acre, mens der med jævne mellemrum bliver hoppet tilbage til den sagesløse Desmond, der modvilligt lader sig granske for at nå frem til en vigtig begivenhed fra forhistoriens gemmer, der er så traumatisk, at spilleren bliver nødt til at gennemleve en række begivenheder op til denne. Det kan lyde en anelse søgt at rode rundt i en forhistorisk sekt og dens ’midlet helliger målet’-filosofi via en bartenders hukommelse, men faktisk er det i praksis ganske underholdende at opleve en så kreativt fortalt historie. Teknologi-demo Hvis der er ofret energi på at få præmissen for historien til at hænge sammen, kan selve spillet derimod til tider føles som en lang teknologi-demo; et begreb, der bruges om et stykke software, der alene er udviklet for at vise et nyt grafiksystem, og dermed ikke har så meget indhold, men til gengæld ser blændende ud. ’Assassin’s Creed’ er et forbistret flot skue og slår andre konsoljuveler som ’Bioshock’. Hele de første timer med spillet fordufter som vand i solen ved, at man glaner en smule forelsket på de silkebløde animationer og fantastiske skyggespil i Jerusalems gader. Altaïr kan bedst beskrives som en middelalderlig version af Spider-Man, idet han kan forcere alle bygninger med legende lethed. I modsætning til andre spil i samme genre, for eksempel ’Tomb Raider’- og ’Prince of Persia’-serien, kræver dette ikke perfekte knaptryk fra spilleren. Her skal kun holdes en knap nede og trykkes i en ønsket retning, hvorefter Altaïr klatrer på livet løs. Og klatres skal der. Og rides. I den enorme spilverden, der først virker svimlende stor, er der indlagt usædvanlig meget rejsetid mellem de få steder, hvor der rent faktisk sker noget. Hvor der kan bruges et par minutter på at se et smukt tilrettelagt mord, inden der igen skal bruges op til en time på at klatre på hustage, gemme sig i høstakke eller udkæmpe kedelige sværddueller med vagter. Heri ligger problemet ved ’Assassin’s Creed’, for den store frie spilverden har en hul klang. Missionsdesignet gentager sig selv, dialogen er uinspireret, og Altaïrs fantastiske adræthed er udnyttet i sådan en grad, at den efter et par timer også irriterer. Men så flot grafik sælger – derfor er spillet i skrivende stund et storhit ude i butikkerne. Desværre er forventningen den største glæde, når resten ved spillet hurtigt bliver trivielt. Et spil, der har pustet sig selv op omkring én nyskabende detalje, så den i længden føles som en lagkage af udelukkende flødeskum og glasur: flintrende flot, men tom på næring og vammel i smagen efter tredje mundfuld.
