Klodserne på rette sted

Ligesom i 'Star Wars'-filmene spiller mørkets maske, Darth Vader, en stor rolle i det nye 'LEGO Star Wars'-spil, men han er blot én ud af hundredvis af figurer.
Ligesom i 'Star Wars'-filmene spiller mørkets maske, Darth Vader, en stor rolle i det nye 'LEGO Star Wars'-spil, men han er blot én ud af hundredvis af figurer.
Lyt til artiklen

Mørkets fyrste, ondskabens herre, Darth Vader træder frem fra sit dække bag et dusin disciplinerede Stormtroopers.

Men hov! Er han ikke lidt mindre end normalt? Og hvorfor råber han ikke op med sin dybe, dystre stemme? Og hvorfor stikker der Lego-stykker ud af hans bagdel? Spørgsmålene er mange, og den indledende skepsis stor, men efter blot få minutter i selskab med de små, nuttede Lego-udgaver af figurerne fra Obi-Wan Kenobi over R2D2 til den store hårbolle Chewbacca må man overgive sig: ’LEGO Star Wars: The Complete Saga’ er en vellykket omplantning fra film til Lego-computerspil. Lige siden den første konvertering af film til Lego-klodser, ’LEGO Star Wars’, for to år siden blev både en kunstnerisk og kommerciel succes – og efterfølgeren ’LEGO Star Wars: The Original Trilogy’ om filmene IV, V og VI et år senere gjorde den kunsten efter – har denne samlede pakke været planlagt. ’The Complete Saga’ er de vigtigste øjeblikke fra Georg Lucas’ filmserie omsat til LEGO. Seks episoder med hver seks baner. Nyt er et par bonusbaner, flyjagten på Zam Wessel fra ’Attack of the Clones’ og en masse ekstramateriale, blandt andet nye figurer, køretøjer og nyt udstyr. Det er dog kosmetiske tilføjelser, og ’The Complete Saga’ er i praksis lig med sine to forgængere blot til ét spils pris. Et godt udgangspunkt, hvis man ikke ejer forgængerne, men næppe pengene værd for fans, der allerede har taget rejsen ud i galaksen med LEGO. ’The Complete Saga’ udspiller sig fra den intergalaktiske café Mos Eisley Cantine, hvorfra man – ud over at købe nye spilbare figurer, små filmklip og lignende – først og fremmest springer mellem banerne. En dør fører for eksempel til femte bane i ’The Phantom Menace’, en anden til den dramatiske åbningsbane i ’A New Hope’. Nemt, bekvemt og rigtig hyggeligt. En god måde at binde historierne sammen på, men samtidig gøre dem tilgængelige hver for sig. Enkelte missioner byder på racerspil i pods, flyvende biler og andre sære køretøjer, men de fleste opgaver er klassisk platform-action, hvor man springer fra afsats til afsats, løser små hjernevridere og parerer angreb med sit lyssværd. Aldrig rigtig svært og kun meget, meget sjældent overhovedet udfordrende. ’The Complete Saga’ er helt klart sjovest, når man spiller to sammen på samme skærm i co-op, hvor man kan udpege ligheder med og forskelle fra filmene og sammen græde, grine og svede sig igennem den imponerende saga.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her