Enkelt og ligetil – og djævelsk vanedannede med en ofte ubændig trang til at kyle Nintendo DS-konsollen ind i en væg.

Sådan føles et alle tiders bedste gådespil til Nintendo DS, ’Picross DS’, der bedst kan sammenlignes med sudoku på speed. I al fald i underholdningsværdi, for mens sudokubølgen efterhånden har fundet et mindre hysterisk leje, er ’Picross’ dens digitale overmand på adskillige punkter. Og ligesom med sudoku lyder beskrivelsen af ’Picross’ hovedrystende tør: Blok de rigtige felter ud i et regneark. Hver ’Picross’-gåde er i grunden et stort regneark, der har en sekvens af tal ud for hver række og kolonne. Tallene angiver, hvor mange felter der skal fyldes ud. Kombinationen 2-7 betyder for eksempel, at der først skal være to sammenhængende felter, dernæst minimum ét mellemrum og derpå syv sammenhængende felter i rækken. Hvis der kun er ti felter i rækken, kan den dermed kun udfyldes på en måde. Her tæller både kreativitet og deduktion, men det geniale er, at i takt med at man fylder felterne ud, tegnes der et billede på den øverste skærm – som syede man et broderi sting for sting efter skabelon. Når gåden er løst, har man derfor en egentlig belønning i form af et billede og ikke som i sudoku bare dynger af sirligt ordnede tal i kvadratiske kasser. Det mere subtilt geniale ved ’Picross DS’ er desuden, at alle kan konstruere deres egne ’Picross’-gåder til hinanden. Det eneste, det kræver, er, at man tegner et billede på Nintendo DS-konsollens trykfølsomme skærm, og så er den gåde i hus. Derefter kan man sende gåden til andre, og derfor er ’Picross DS’ super også til børn, mens en selvkomponeret sudokugåde hører til sjældenhederne. For at fuldende spillet kan der i spillets multiplayerdel spilles mod andre fra ét eksemplar af spillet, hvor man for eksempel på tid skal tegne bogstaver og gætte et ord. Med ’Picross DS’ har Nintendo gjort det igen: skruet en tidløs tilgængelig spildynamik ned i et sublimt gådespil, der øjeblikkeligt fængsler alle uanset tidligere spilerfaring.