Efter succesen med at overføre de skøre tegneseriedetektiver ’Sam & Max’ til spilformat har amerikanske Telltale Games nu kastet sig over animatoren Nick Parks ærkebritiske modellervoksfigurer ’Wallace & Gromit’ – på dansk kendt som ’Walter og Trofast’.
Ligesom den tidligere serie er her tale om en stribe korte spil, der hver byder på 3-4 timers underholdning og vil kunne hentes ned fra nettet med månedlige intervaller.
Og formatet viser sig at være uhyre velvalgt til de to hovedpersoner, der netop slog igennem i en række korte animationsfilm inden spillefilmsdebuten, ’Det store grøntsagskup’.



























