Dan Browns popdogmatiske og fantasifulde kulegravning af katolicismen, kirken og den religiøse verden i det hele taget har vist sig at være godt stof til en bog, rimeligt stof til en Hollywoodfilm og potentielt godt stof til et computerspil. Hvorfor potentielt? Fordi 'The Da Vinci Code' i spilform har alle ingredienserne til at være et solidt krimihårdkogt og intrigant eventyr, men slet ikke har styr på opskriften. I rollen som bibel-, symbol- og religionsforskeren Robert Langdon følger man forholdsvis slavisk bogen og filmens fortælling fra det okkulte mord i Louvre-museet over dystre katolske kirker til den endelige, afgørende afsløring. 'The Da Vinci Code' er derfor meget filmisk fortalt, og det er synd og skam, idet alt fra animationer til stemmeskuespil er forskellige nuancer af forfærdeligt. Hovedrolleindehaveren forsøger virkelig at lyde som Tom Hanks, men lyder mere som en nasal Bertel Haarder; kornet grafik får den religiøse ikonografi med undergrundsgange, fordækte, forladte katedraler, pentagrammer, krucifikser og andre symboler til at fremstå billige, mens Langdon, Neveu og Teabing vralter amputeret rundt i direkte grinagtige animationer. Den positive del er gåderne, der i flere tilfælde er både intelligente og udfordrende: Løs religiøse anagrammer ud fra ledespor og generel, ekstratekstuel viden om kirken og katolicismen, sæt talrækker sammen ud fra tidligere beviser osv. Det er afmystificeringsprocessen fra 'The Da Vinci Code', og det fungerer. Men også det slås der skår i. Dels af for mange kedelige løbeture, dels af for mange ligegyldige actionsekvenser og andet fyld, der langsomt, men sikkert udvander hele ideen bag Dan Browns popkulturelle fænomen. En skam. lordagsliv@pol.dk