Murstenene ruskes fra hinanden, og gulvbrædderne jamrer dybt i knasterne, for tyskernes bomber falder tæt. Startskuddet til dette fantasiepos på spil lyder midt i en hård blitz af London under Anden Verdenskrig, hvor der skal hastige knaptryk til for at redde de fire Pevensie-søskende Peter, Edmund, Susan og Lucy ud af deres brændende hus. Nervepirrende nok, men samtidig anledning til at vise, at alene er børnene hjælpeløse, men sammen udgør de spillenes seneste svar på Rip, Rap og Rup. For præcis som i det seneste 'Harry Potter'-spil lægger spillene baseret på Narnia-filmen baseret på bøgerne af C.S. Lewis vægt på samarbejde i højeste potens. Se filmen først Med de første par baner som lutter opvarmning går spillet for alvor først i gang, da de fire unger gemmer sig i det bundløst magiske klædeskab, som fører til eventyrlandet Narnia. På flot vis er hele spillet fortalt gennem stimer af gode lange klip fra filmen, så det er bestemt ikke et spil, man skal trykke sig igennem, før man har været turen forbi biografen og set filmen. For at klare udfordringerne i Narnia mander storebror Peter sig for eksempel op som den stærke i gruppen, der bedst kan klare monstre og forhindringer, mens lillesøster Lucy i kraft af sin lave vægt kan finde sikre stier gennem eventyrlandets forfrosne søer eller kravle gennem mindre åbninger. Mellemsøster Susan er ekspert i sneboldkast og pileskydning, mens Edmund er adræt til at kravle i træer. Isoleret set er dette en glimrende arbejdsfordeling, der burde lægge grobund til grublekrævende gåder, men spillet tager fuldkommen initiativet fra os som spillere, idet hver eneste gåde i Narnia er flankeret af et billede af den unge, der kan løse den. Ikke noget med at tænke selv, og mens man knaptrykker sig igennem eventyret og på vej mod superskurken i form af den hvide sneheks, er det et simpelt spørgsmål om at aflæse, hvad spillet forventer, og dermed bare udføre det. Krampagtig kamp I ugæstfrie kolde Narnia bliver børnene ofte overfaldet af ulve, dværge og orker, der heldigvis let kan nedlægges, men særligt mod slutningen af spillet vælter fjenderne til i så store stimer, at man begynder at gnide sig i øjnene og tænke på, hvornår pinslerne mon stopper. Særligt fordi de tre børn, som computeren styrer, er ubegavet ubehjælpsomme i kamp. Til spillets held er kampene betydeligt nemmere og desto sjovere, hvis man får en hjælpende hånd fra en anden spiller, der når som helst kan springe ind i spillet og være med. Unægtelig en god idé, der her fungerer klart bedre end i for eksempel 'Harry Potter og Flammernes Pokal', men ultimativt stadig en gimmick, der ikke forøger spiloplevelsen i længden. 'Narnia'-spillet er på bundlinjen et stemningsskabende eventyr, som hurtigt river én med i handlingen på grund af sin fantastiske grafik og lyd koblet med de mange lange filmklip. Det skal jeg ikke fornægte. Men tanken om de mange forspildte muligheder, der ligger gemt bag de fire børns indbyrdes samarbejde skurrer i baghovedet, når man efter blot fem-seks timers spilletid har gennemført eventyret. Det virker, som om spillet oprindelig er blevet tænkt godt igennem, men at der med tiden er slækket på kravene for at nå at blive færdig til filmens lancering. Så selv om spillene er næsten blindt loyale over for filmen baseret på bogen, er dette stadig et typisk filmspil bedst som værst, der deler sit mest oplagte publikum op i to: De spillere, der ikke kan få nok af såvel bog som film og derfor allerede har spillet snurrende i drevet. Og så de spillere, som filmens appeal totalt preller af på, fordi der findes bedre eventyrspil uden for filminspirationens verden. thomas.vigild@pol.dk