Byg din egen Bogart

Det behagelige fugleperspektiv giver én fuldt overblik over studiegrunden, hvor hele  The Movies  foregår. Der er altid noget at give sig til   og for det meste noget spændende.
Det behagelige fugleperspektiv giver én fuldt overblik over studiegrunden, hvor hele The Movies foregår. Der er altid noget at give sig til og for det meste noget spændende.
Lyt til artiklen

The Movies' har sit udspring i et fiktivt Hollywood-lignende miljø anno 1920. Flere år med stadig bedre film har ført til, at filmen står over for sit populære gennembrud, og det er her, man som spiller træder ind med 150.000 dollar på bankkontoen, en tom grund til et filmstudie og drømmen om at skabe og drive det bedste filmselskab - hvilket også er spillets overordnede mål. For at måle succesen bedømmes man på, hvor store ens stjerner er, hvor succesfulde ens film er, og hvor stor profit ens studie kan fremvise. Det er dog - fraregnet nogle enkelte bonusser - primært et kosmetisk initiativ, idet konkurrenterne fylder så lidt, at man nemt bare kan passe sig selv. Nogle gange føler man sig næsten for alene på sin grund, hvor hele spillet - fra den tidlige manuskript-idé til den færdige film - foregår, men som oftest giver det en dejlig frihed til at eksperimentere. Og eksperimentere bør man. Klar til optagelse For overhovedet at kunne udforme manuskripter, lægge lydspor på film og dirigere stjernerne til at omfavne hinanden akavet frem for kærligt skal faciliteterne på studiegrunden først bygges op. 'The Movies' er dels forsimplet filmproduktion-simulation fra A til Z, dels klassisk managementspil i Theme Park-traditionen. Der skal anlægges et hovedkontor, faciliteter til casting, manuskriptskrivning, postproduktion med videre, trailere og plasticoperationsklinikker (!) til ens egocentriske stjerner samt en række forskellige sets - lige fra den åbne, hærgede krigsplads til den intime stue i forstadsvillaen - hvor man kan skyde selve filmene. Planlægning, der ofte negligeres i lignende spil, men på ingen måde bliver det her. Tværtimod. Det er en nydelse at bevæge sig rundt på ens myretuemyldrende studiegrund og med et klik på højre museknap få et væld af gode, brugbare informationer og med et klik på venstre placere et rumskibsset her, en trailer dér og nogle høje, ranke palmetræer et tredje sted - for ligesom at give studiet det touch af Hollywood. 'The Movies' følger desuden lødigt den virkelige filmhistorie, så man løbende i spillets tidsramme, 1920 til i dag, får adgang til nye sets, kostumer og faciliteter - selvsagt inklusive en afvænningsklinik til stressede, fordrukne stjerner. Det er tæt på at være filmhistorie for nybegyndere. Så stjernefrø Foruden arbejdet med at bygge og vedligeholde sine studier får man som filmmogul ansvaret for at så stjernefrø ved at uddanne unge, upåagtede talenter til verdenskendte primadonnaer med personlige assistenter, egne trailere og papparazzi-tække. Det ene øjeblik sendes de på druktur for at stresse af, det næste skal de på Betty Ford-klinikken til afvænning, og indimellem hjælper de og instruktørerne med at spytte erotiske thrillers, slapstick-komedier med mere ud på stribe. Det helt store trækplaster i 'The Movies' er dog muligheden for selv at lave film, og selv om man må tage til takke med at udvælge skabelonagtige scener og finjustere disse, er det første gang, filmens verden er vakt til live i spilsammenhæng og alene derfor et must. Klip 'mand kommer ind med pistol'-, 'mand truer bankkasserer med pistol'-, og 'mand overmandes af vagt'-sekvenserne sammen og, vupti, du har en lille kortfilm. Der er begrænsninger, men der er så sandelig også muligheder. Film skal ses i biografen - og skabes i 'The Movies'. lordagsliv@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her