Giv pote, giv pote«, lyder det inde fra sofaen. Sådan har det lydt i de seneste to uger. For vi har fået hund. Ikke en, men tre. Pjuske og Fido, som er to chihuahuaer, og Daisy, en lille beagle. De er alle stadig hvalpe, men er faktisk temmelig velafrettede på trods af, at de kun er to uger gamle. De er helt renlige, gør hvad de skal, når de er ude at gå tur, og tigger heller ikke ved bordet. De kan godt finde på at gø lidt, men de holder heldigvis helt kæft, når man slukker for Nintendo DS-maskinen. For det er nemlig kun inde i spillemaskinen, at de lever deres liv, og kun hvis man har sat spillet 'Nintendogs' ind bagi. Med 'Nintendogs' kan man med andre ord have hund uden hår i sofaen og dårlig samvittighed over, at man ikke får gået tur med den. Spillet er en slags hundesimulator eller måske rettere 'The Sims' bare med hunde. For det har ikke nogen handling, da man blot skal passe sin hund. Det gør man ved at give den mad, gå tur med den og kæle for den. Men det er ikke det hele, for man kan også lære sin hund tricks og lade den stille op i forskellige konkurrencer, hvor man kan vinde penge, så man kan købe flere hunde. Tal til hunden Det bedste ved 'Nintendogs' er, at den vrider al saft og kraft ud af Nintendo DS. Den trykfølsomme skærm bruger man, når man skal klappe hunden, via det trådløse netværk kan man lade sin hund møde en anden hund, så de kan lege sammen, og den indbyggede mikrofon bruges til at give hunden kommandoer Derfor har mit hjem genlydt af råb på Pjuske, Fido og Daisy i de seneste to uger, og Lørdagslivs testpiloter - to piger på syv år - har været helt opslugt af spillet. De har lært deres hunde en række imponerende kommandoer, og det er fantastisk at se, hvor godt hundene adlyder. Når Daisy for eksempel hører, at der bliver sagt »Dæk dig«, lægger hun sig ned. Når der bliver sagt »Vis poter«, vender hun sig om på ryggen og stikker benene i vejret. Det tager kegler, at man på den måde kan tale til et spil, og det giver hundene et skær af ægte liv, når de adlyder ting, man siger til dem. Læg dertil, at de små hvalpe ser komasøde ud, og man har et spil, der går lige i hjertet. En anden positiv ting ved spillet er, at man kun kan spille det i et begrænset tidsrum hver dag. Da hundene kun kan lære tre nye ting om dagen og skal hvile en halv time mellem, at man kan gå tur med dem, bliver det ikke et spil, som man kommer op at skændes med børnene om. De lægger simpelthen spillet fra sig efter en halv times tid, når de har gjort alle de ting, de kan. Det er i øvrigt også det første spil blandt dem, som denne anmelder gennem tiden har præsenteret for sine børn, der har avlet leg efterfølgende. For det meste er computerspil en nem genvej til ikke selv at skulle finde på noget, men med 'Nintendogs' har ungerne leget med deres hunde og lavet hundekurve og så videre inde i stuen, efter at spillet er blevet slukket. Ensformigt i længden Efter alle disse rosende ord må det undre den skarpsindige læser, at spillet ikke kravler op på topkarakter. Men der er et par skønhedsfejl, som trækker ned. Blandt andet er holdbarheden ikke overvældende, for spillet bliver hurtigt ensformigt. Godt nok kan man få nye hunde, men den spiloplevelse, man får med de nye hunde, er helt magen til, hvad man oplevede med den første hund. Desuden udnytter spillet heller ikke godt nok muligheden for, at man kan lade sine hunde mødes, hvis man har to Nintendo DS med hver sin hund. Her mødes hundene bare og snuser lidt til hinanden, hvorfor lidt mere ideudvikling af multiplayerdelen havde været på sin plads. Men selv om disse småproblemer således forhindrer topkarakteren, ændrer det ikke ved, at 'Nintendogs' er en befriende afveksling og noget ganske andet, end man er vant til i computerspilverdenen. claus.cancel@pol.dk