Livet som unge hr. Potter er hårdt: Du skal storme rundt og slukke ildsalamandere, nakke kødædende blomster og forhekse magiske øgler, før de napper dig til døde. Men hvad laver vennerne Ron og Hermione? De tuller bevidst arbejdssky rundt i den anden ende af banen. Grundideen i 'Harry Potter og Flammernes Pokal' er dog teamwork. Hvilket ved slutfacit er spillets bedste træk, da resten af spillet er blevet radikalt ændret siden sidste års spil, der byggede på 'Harry Potter og Fangen fra Azkaban'. Beklageligvis er friheden til med egen tryllestav at udforske Potters univers væk, og det samme er muligheden for at vælge egne trylleformularer, hvilket går ud over meget af den tænksomme udfordring. Tilbage i 'Harry Potter ogl Flammernes Pokal' står til gengæld et fremragende og let tilgængeligt multiplayerspil. Tryl sammen Handlingen i spillet begynder ved VM i Quidditch, hvor Harry, Ron og Hermione bliver overrasket af en legion dødsgardister (Death Eaters på engelsk), hvor det så er om at få benene på nakken og tryllestavene i hænderne, så de tre venner kan nå til Transitnøglen, der med et svirp teleporterer dem væk fra farerne. At komme hertil kræver dog samarbejde, hvor træer skal flyttes, sten rulles væk og dødsgardister uskadeliggøres, men trylleformularerne skal kastes samtidig - ellers har de lige så stor effekt som en forkølet førsteårs-besværgelse har mod Voldemort. Alle baner er dog fuldkommen regelrette og afgrænset af usynlige mure, så i dette spil må man glemme alt om selv at udforske Harrys univers. Ideen med samarbejdet går igen på alle spillets baner på nær den del af spillet, hvor man som Harry skal gennemføre Triwizard-udfordringerne ligesom i bogen og filmen. Her er udfordringerne svære og faktisk filmisk fejende underholdende, men også lidt for kortvarige og ensformige i længden. Besøgene på de andre baner, som for eksempel i Den Forbudte Skov, uden for Hogwarts magikerskole og i præfekternes badeværelse, kræver, at Ron og Hermione hjælper aktivt til. Og det er klart sjovest, når ungerne får rigtige levende medspillere som sparringspartnere, for spiller de alene, skal de trækkes med en ikke altid lige skarpsindig computerstyring. Litterær fornærmelse Når man har slugt det begrænsede banedesign og den høje grad af computerhjælp, er det en større skuffelse, at spillet ikke indeholder klip fra filmen, ligesom de små bidder af originalhistorien, der faktisk bliver serveret igennem spillet, er holdt i så tarvelige små lunser, at det er en decideret fornærmelse mod en sublim velskrevet eventyrbog. Har man ikke filmen eller bogen frisk i erindringen, er det umuligt at hitte hale eller hoved i spillets fortælling. Det føles kort sagt, som om højdepunkterne fra bogen er kogt ind, kastet ned i en tændt blender uden låg og dermed spredt ud over hele spillet som konfetti. På den anden side står et flot grafisk udtryk med god lyd, men det er ideen med multiplayer - der i øvrigt kan påbegyndes når som helst i løbet af et spil - der rykker spillet op på en anbefaling. Pc-versionen er en tro kopi af PlayStation 2-udgaven, dog med pænere grafik, men med det ekstra irritationsmoment, at man ikke kan spille tre fra ét tastatur. Det kræver således to eksterne joysticks sat til pc'en, hvis alle skal være med. For de ældre Potter-fans er 'Flammernes Pokal' derfor en begrænset og kortvarig glæde, hvis eneste egentlige strategiske godbid er, hvordan de bedst får Potter og hans venner til at arbejde sammen. Et flot eventyrspil, der på skæv vis appellerer mest til de yngre Potter-fans, mens temaerne i såvel forlægget som i spillet synes de hidtil mest voksne i serien. thomas.vigild@pol.dk