Indrømmet. Der er tidspunkter i min gennemspilning af 'F.E.A.R.', hvor jeg har været lige så skræmt som en okapi til operakoncert. Der var også tidspunkter, hvor jeg følte mig blæst væk foran skærmen, når de klonede kampsoldater overdængede mig med håndgranater og via smukt samarbejde tog livet af mig. Desværre hører det til sjældenhederne. For langt tydeligere står min endeløse vaden rundt i gange, kældre, kontorlandskaber og uinspirerede lagerrum. For banerne i 'F.E.A.R.' er nogenlunde lige så ophidsende som en tur i Fakta, og derfor bliver spillet mere kedeligt end uhyggeligt og spændende. I 'F.E.A.R.' spiller man en politimand i en specialenhed, der tager sig af overnaturlige fænomener, og man bliver sendt af sted for at fange en ubehøvlet overnaturlig skurk, som ynder at spise dele af sine ofre, som var han en eskimo med en nyfanget sæl. Spillet er i princippet et helt traditionelt førstepersons-skydespil med indlagte momenter af uhygge. Blandt andet dukker der en skræmmende lille pige op med jævne mellemrum, og spillet byder også på blod i så store mængder, at selv en afløbsrist på et Danish Crown-slagteri vil få præstationsangst. Teknisk set er spillet fabelagtigt, og har man et 4 GHz vandkølet monster af en pc ser det forrygende ud. Det kan også spilles på ældre computere, men så forsvinder nogle af detaljerne, blandt andet at der bliver fyldt med røg i de rum, hvor særligt hårde ildkampe finder sted - fed detalje. claus.cancel@pol.dk
Næsten uhyggeligt
Lyt til artiklen
