Fælden er lagt. Stærkt distraherede vil fjenderne ikke bemærke mit ryk til venstre, og jeg vil kunne uskadeliggøre dem med et par velplacerede skud. Men hov, hvad er nu det? Tyskernes udsatte første hold rykker tilbage, mens det andet pludselig kommer ind fra min venstre side. Jeg når lige akkurat at råbe 'enemy on the left!', inden jeg mærker den kolde, isnende fornemmelse af en kugle i ryggen og synker ned på den hårde franske vinterjord. Dét er essensen af 'Brothers in Arms: Earned in Blood': Den taktiske udfordring, der en sjælden gang kan tackles med et frontalangreb, men for det meste kræver både prompte reaktioner og evnen til at tænke to-tre skridt længere end fjenden. 'Earned in Blood' er efterfølgeren til forårets 'Road to Hill 30' og fortsætter i samme spor med et koncept, der dels er tempofyldt skydespil, dels er udpræget taktisk krig i stil med 'Ghost Recon'-serien. For selv om man i rollen som den unge, heroiske sergent Joe 'Red' Hartsock oplever krigen i øjenhøjde i førsteperson, får man også kontrol over et hold riffelmænd, snigskytter eller sågar kampvogne alt afhængigt af missionen. Nogle gange skal man med et par medsoldater liste sig forbi tyske udposter og stjæle vigtige dokumenter, andre gange skal man med larvefødderne i fulde omdrejninger sende store, potente Shermantanks mod fjenden. Det foregår i praksis ved, at man bruger venstre museknap til at affyre sit eget våben og højre museknap til - via et nemt intuitivt system - at dirigere sit hold rundt, vælge, hvem de skal angribe, og hvor store risici de skal tage. Fjendens kølige overblik 'Earned in Blood' tager ét skridt tilbage på spørgsmålet om kvantitet, men tager til gengæld to skridt frem på kvalitetsområdet. Det helt store trækplaster - kampagnen - tager det kun små 10-12 timer at kæmpe sig igennem, og derudover er vi geografisk begrænset til små nordfranske bondegårde, landsbyer og udkantsområder, hvor det hele er grønt, brunt og lige en tak for mudret. Men også realistisk. 'Earned in Blood' er nemlig noget af det mest overbevisende filmiske spil til dato. Soldaternes tøvende, skræmte hvisken blander sig med den øredøvende lyd af granater, bomber og automatgeværer, og det hele er som et afsnit af tv-serien 'Band of Brothers' orkestreret ned til mindste detalje. Selv fjenderne tænker og bevæger sig troværdigt. De skifter position, kommunikerer konstant og laver bagholdsangreb i en grad, der gør de fleste lignende spil til skamme. Ja, næsten så det er helt tilfredsstillende at vandre ind i en fælde og blive gennemhullet af en fjende i skjul. 'Earned in Blood' er primært rettet imod de mere erfarne, mere tålmodige spillere, men disse vil til gengæld også nyde hvert et øjeblik fra faldskærmslandingen til erobringen af den sidste landsby. lordagsliv@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Susan Knorrenborg
Konservativ historiker om danskhedsdebatten: Gift bliver downloadet til let påvirkelige unge menneskers sind i det her land
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























