Blot to måneder efter sværd og sandal-genren nåede sit hidtidige klimaks med 'God of War', er der igen dømt skarpslebne sværd og afhuggede kropsdele. Men hvor 'God of War' var forankret i den græske mytologi, tager 'Spartan: Total Warrior' fat i den sagnomspundne bystat Sparta. Som nyudklækket soldat, udvalgt af krigsguden Ares selv, skal man i 'Spartan' stoppe romernes angreb på Sparta, vinde sine lande tilbage og til sidst forsøge at erobre Romerrigets ét og alt: selve Rom. Der er mere action end historiefortælling, men det gør ikke noget, så længe actiondelen er så helstøbt, som det er tilfældet her. Missionerne udspiller sig så at sige ens: Dine medsoldater slagtes som kvæg; du omringes af 15-20 romerske soldater; du skal holde dig selv i live og eliminere romerne. Det er latterligt simpelt, men fungerer på grund af kampsystemet, hvor man via logiske knapkombinationer kan udføre cirkelangreb med sit sværd, skubbe fjender væk med sit skjold, lave kraftspring ind og ud af farezoner og meget, meget mere. Det ene øjeblik penetrerer man fjendens rustning med sit blanke sværd, det næste er man væk. Ind og ud. Dræb og undgå at blive dræbt. 'Spartan' er stil- og tempofyldt action, når det er bedst, men desværre også til dels, når det er værst. De første timers vellyst udvandes nemlig lidt, når man gang på gang møder de samme romerske soldater og udfører de samme angreb. Det havde pyntet med en multiplayer-funktion. De forskellige delmål i missionerne - beskyt kongen, bryd igennem muren, dræb den romerske general og så videre - giver en fornemmelse af variation og bredde, men det er et billigt trick. 'Spartan' er et lineært, banalt actionspil, hvor der skal gives bankekød til slemme drenge, og hvor der kun er én løsning, den morbidt blodige - den morbidt tilfredsstillende. lordagsliv@pol.dk