Ens monster har kæmpestørrelse, og det kan vokse sig større, hvis man træner og behandler det rigtigt. Væsnet skal have mad nok, det skal kæles for, og ikke mindst skal det straffes, hvis det gør noget, det ikke må. Disse monstre går på bagbenene uanset, om der er tale om en race, som normalt er firbenet. Rigtigt sjovt bliver det, når ens monster kæmper mod et monster fra en rivaliserede gud. Forestil jer blot en ko stående på bagbenene angribende en ligeledes opretstående tiger. Så ens magt som gud understøttes altså af disse kæmpedyr, der også kan lave farligt meget ravage, hvis man ikke passer på.
Ond eller god som gud
Når man udvikler sin stamme og landsby, bestemmer man selv, om man vil være god mod indbyggerne eller decideret ond. I begge tilfælde vil indbyggerne tilbede og tjene dig, men nok af temmelig forskellige årsager. Vælger man at være god, så er verden hyggelig og lys, og modsat mørk, hvis man er ond. Man kan dog opnå sine mål på begge måder.
Man starter langsomt op med en indbygget 'tutorial', hvor man trin for trin lærer at beherske funktionerne i spillet, og det er så absolut nødvendigt, for det er ikke helt ligetil at bevæge sig rundt i det smukke 3D-landskab, men øvelse gør mester. Grundlæggende har musen tre hovedfunktioner, der styrer det meste. Heldigvis kan man dog selv definere, hvilke taster, der skal bruges til hvad, ligesom der er masser af genvejstaster.




























