Hun er døende. Men jeg kan stadig nå at redde hende. Førstehjælpsproceduren kræver dog, at jeg både masserer hendes hjerte og derpå giver hende kunstigt åndedræt. Og netop her glemmer jeg for en stund verden omkring mig, mens jeg samler luften i lungerne og puster i rytmiske hug. Hun reagerer! Jeg trykker derefter pegefingeren mod hendes hjerte og masserer løs, mens hun langsomt vækkes til live. Som ringe i vandet bølger en lykkefølelse gennem kroppen: jeg reddede hende - ved hjælp af mine pust og tryk! Tilbage til virkeligheden. Jeg kigger mig omkring i S-togs-kupeen, hvor det er svært at undgå forundrede blikke. For folk omkring mig må tro jeg er sindssyg, da jeg netop har siddet og trykket og pustet på Nintendo DS spillekonsollen. Men det er præmissen i det eksperimenterende kærlighedsspil 'Project Rub': accepter udfordringerne eller kryb tilbage til dit trygge actionspil tøjlet med joystick eller mus. 'Project Rub' rykker grænserne for, hvad computerspilsmediet kan i dag, for her skal man aldrig styre normalt, men derimod altid udfordre lige fra fingrene til at råbe ind i Nintendo DS-konsollens indbyggede mikrofon. Samtidig er 'Project Rub' noget så sjældent som et spil om kærlighed, fordi 'Rub' skal læses som 'Love' i en selvironisk twist fra spillets japanske udviklere: japanere har svært endsige umuligt ved at udtale en R-lyd, så 'rub' bliver til selvklart til 'love'. Føl dig frem Selve spillet er en samling af 30 mini-spil, der alle på en eller anden finurlig vis udnytter den trykfølsomme skærm og/eller den indbyggede mikrofon i Nintendo DS. Og det eneste spil, der pt. viser, at Nintendos nyeste håndholdte spillekonsol kan og vil mere end blot være et vovet sidespring på GameBoy-træet. Spillets hovedhistorie er ligeså anonymiseret som dets grafiske minimalistiske stil: dreng møder pige, dreng bliver håbløst forelsket og slutter sig derfor til en omrejsende teatertrup for at imponere pige. Derfor bliver man som spiller kastet ud i svært aparte situationer, såsom at gelejde hovedpersonen igennem linedans på en ethjulet cykel, puste til angribende stearinlys(!), redde faldskærmsudspringere ved at være hurtig til at taste forskellige nummerkombinationer eller holde den udkårne pige i hånden på stranden ved at trykke fingeren mod skærmen. 'Project Rub' er én lang tur de scor, der altid overrasker, for jeg kan garantere, at du aldrig har set noget lignende - dette er et halv Roy Lichensteins tegneserieunivers tilsat japansk excentricitet, afvæbnende lun humor, halvlumre erotiske vink og en æstetisk stil, der i første række gør 'Project Rub' til et kunstværk, sekundært et computerspil. Kort og sublimt Ikke alle af spillets 30 små-spil er lige sjove, men ofte behøver man ikke partout at gennemføre dem alle, idet man for at gennemføre en fase i spillet blot kan vælge at gentage visse udfordringer og på den måde vinde pigens hjerte igen og igen. Og der er samtidig ikke mange af dem, så spillet slutter pludseligt og ret uventet. Man kan med rette kalde 'Project Rub' for en kort fornøjelse, men sagen er, at det ikke med god samvittighed kan måles og vejes i samme udslidte vægtskåle som traditionelle computerspil. Dette spil skaber sine helt egne præmisser, og selv om det ikke er nok til at batte igennem på alverdens salgslister, er 'Project Rub' allerede gået over i historien som et spil, der udfordrer rammerne for, hvad et computerspil kan være. Og det ikke alene fordi det rammer en nerve og giver os en af de første medrivende lovestories hældt på computerspilsform. Nej, også fordi det får dig til at føle med drengens erobrende kærlighed, og genuint føle dig tiltrukket af pigen. At det deraf får dig til råbe, røre, gnubbe og puste spyt i skærmen på din Nintendo DS er blot unikke frynsegoder. thomas.vigild@pol.dk