Engang var gademiljøet en subkultur - i dag er det mainstream. Det er 'in' at være 'out there', modsat og sej, på gaden, på vejen, i vejen. Det er mytisk, men det er ingen mirakelkur - blot at være 'street', er ikke noget kvalitativt mærkat, og det må Electronic Arts med fodboldspillet 'FIFA Street' endelig sande. Efter stor succes med 'NBA Street' og til dels 'NFL Street' er turen nemlig nu kommet til den europæiske form for fodbold. Bedst på græs Til forskel fra basketball er fodbold på gadeplan ingen stor succes. Det har det aldrig været - og det bliver det næppe heller med det første. Hvorfor? Fordi fodbold er bedst på græs. 'FIFA Street' har altså allerede fra startfløjtet oddsene imod sig. De rå gadeopgør foregår fire mod fire i små aflukkede gladiatorarenaer, som vi kender dem fra den københavnske bymidte. For så vidt udmærket til at skabe intense nærkampe og et aggressivt tacklingsspil, men mildest talt ødelæggende for det centrale trick-element: Der er simpelthen ikke plads til at drible bolden gennem modstanderens ben, bruge banderne til 1-2-spil eller kropsfinte sig forbi. Derudover oplever man tit at være helt fri af forsvaret, men alligevel brænde på de overmenneskelige sprællemænd til målmænd, der suger bolden til sig som edderkopper. Der er lækre Laudrupfinter, saksespark og glimt af reel fodbold indimellem, men for at komme til bare ét af disse gyldne øjeblikke skal man overvinde både dårlig styring, boldfysik og tempo. Det er en farvelade, en udstilling og et potensladet blændværk med power. Men det er ikke stor spilkunst. Langtfra. For lige så fortryllende som Ronaldinhos finter ser ud på tv-skærmen, lige så genstridige og glansløse er de her i 'FIFA Street'. Fodbold i rå, underbelyste cementparker er ikke bare unaturligt, det er ikke særlig sjovt.