Hører man til den type forældre, der har det lidt svært med at sætte grænser for ungerne, og som derfor frygter raseriudbrud, når man siger, at nu må der ikke spilles mere, så er 'Pixeline: Hotel Skrottenborg' værd at overveje. For her siger Pixeline selv stop efter et bestemt tidsrum, som far eller mor kan indstille. Så dukker Pixeline frem på skærmen og siger, at nu kan hun ikke lege mere, men om de ikke kan lege videre i morgen? På den måde får barnet en naturlig afrunding på sin leg med Pixeline, som det så flot hedder i pressemeddelelsen. Eller sagt på en anden måde: Mor og far slipper for konflikten. Selv om 'Pixeline: Hotel Skrottenborg' ikke byder på de store nyskabelser, så er det et meget fint børnespil. Hovedhistorien er, at man skal skaffe penge til det forfaldne hotel Skrottenborg, så man kan få shinet det op. Pengene tjener man i ti små spil, som udgør det egentlige indhold i spillet. Der er intet nyt under solen i disse små spil, hvor man for eksempel skal sortere kufferter og flyve med post. En del af disse spil er meget underholdende og intuitive, men et par af dem virker også som fyld som eksempelvis fiskespilsvandkampen, der er jævnt kedelig. Fælles for dem alle er dog, at ungerne inspireres til at bruge kræfter på dem, så de får penge til at købe nye møbler til hotellet. Det absolut bedste ved spillet er soundtracket: Små gode popsange om Pixeline spiller i baggrunden, og det hæver hele spiloplevelsen og gør Pixeline til et hyggeligt bekendtskab. Lige til hun selv siger stop. claus.cancel@pol.dk