Et godt 'Star Wars'-spil er svært at designe. På den ene side skal nørdernes favoritscene med Chewbacca med, men på den anden side kræves der også en ny og frisk gendigtning af en gammel saga. Det er jagten på Kraften, jagten på galaksens hellige gral, men først og fremmest jagten på markedsandelene. Således også i 3D-skydespillet 'Star Wars: Battlefront', der følger George Lucas' drejebog tæt. Det giver filmisk action med stor genkendelsesværdi, men også et spildesign støvsuget for enhver form for frækhed. 'Star Wars: Battlefront' finder naturligvis sted i en galakse langt, langt borte, hvor filmenes fire fraktioner - Imperiet mod Rebellerne og separatisternes robothær mod klonerne - kæmper for magt og retfærdighed. Spillets tre enkeltspiller-kampagner kopierer direkte godt 30 af filmenes største scener lige fra slaget i Naboos frodige grønne lund til det barske Kamino. Spiludvikleren Lucasarts har generelt holdt sig særdeles tro mod George Lucas' vision: slagfærdige 30-sekunders filmklip serverer de enkelte slag, der via en livlig billed- og lydside glider ned som varm kakao på en vinterdag. Robotter og rebeller kæmper i labyrinter, på sneklædte militærbaser og i rummets sorte vakuum, og med lyden af hvirvlende plasmastråler og generelt kaos er man ikke et øjeblik i tvivl: Her er intet mindre end galaksens skæbne på spil. Battlefield Star Wars Lige netop den betydning går tabt i kampagnerne, der er en flot samling punktnedslag i 'Star Wars'-historien, men kun er bundet sammen via filmene og ikke selv fortæller blot én linjes historie. 'Star Wars: Battlefront' har tyvstjålet formlen fra 'Battlefield'-spillene, hvor to hold - enten Imperiet mod Rebellerne eller robothæren mod klonerne - kæmper om en håndfuld strategiske punkter. Faldne tropper kan kun genoplives ved holdets holdepunkter, og slaget er tabt, hvis alle disse mistes. Det giver et taktisk rigt spil, hvor man skal dække hinanden, rykke klogt frem og hele tiden afveje offensive og defensive pligter. Desværre er de computerstyrede enheder sløve skytter uden overblik, hvorfor de ofte løber forkert og i øvrigt er alt, alt for nemme at skyde en laserstråle for panden. Det er simpelt hen for let at gribe plasmageværet, udstøde et primalskrig og pløje 12-15 fjender ned, som var man Stjernekrigens svar på Schwarzenegger. Forrygende netkamp Tager man springet direkte fra de tåbelige, computerstyrede stormtropper og ud på en af de mange spilservere på internettet, får man sig en artig overraskelse. Ikke bare bliver man det første kvarter piercet af laserstråler og granatsplinter, men man opdager også et helt andet spil, hvor nøglen er samarbejde, taktik og vakse galakseblaffere. Op til 32 spillere kan deltage i stjernekrigen samtidig, hvilket giver nogle forrygende sammenstød af infanteri, snigskytter, robotter og køretøjer. Ligesom i 'Battlefield'-spillene kan man nemlig styre luftpudebiler, tanks og kanonstillinger, og selv om disse forrykker balancen mellem våbnene i spillet en smule, bidrager det til en varieret oplevelse; en variation, der kun styrkes af fem forskellige figurtyper med hver deres våben, styrker og svagheder. 'Star Wars: Battlefront' spiller lige så meget på sin kulisse, som dårlige amerikanske B-film spiller på fallerede stjerner, men netop derfor virker det. Netop derfor er vi ikke ligeglade med et ellers lidt ligegyldigt spil - et spil, der i dén grad legemliggør flosklen om helheden som mere end summen af delene. lordagsliv@pol.dk