Knæk. Bræk. Stræk. Og kast et håndtegn. 'Def Jam: Fight for NY' (FFNY) løfter standarden for guldkæderaslende, blodig bandekrig med stor foragt for politisk korrekthed og en herlig forkærlighed for amerikansk hiphopkultur. Ligesom i forgængeren skaber man sit nævenyttige, wrestling-gale alter ego ud fra en velvillig klat modellervoks, der kan fremtrylle alt fra kridhvide rednecks til slemme homeboys i 200-kilos klassen. Det er et flot stykke værktøj, og senere i spillet tilføjes sågar butikker proppet med guldkæder og de nyeste Fila-joggingsæt, der puster liv i en ellers papirtynd historie. Som bølleklassens nye dreng skal man derpå kæmpe mod Ludacris, Fat Joe og godt 40 andre kendisser fra den amerikanske rapscene, og her viser FFNY sig både forgængeren og konkurrenterne overlegen. Det er benhård gadekamp 'én mod én', hvor alle kneb gælder, så både knojern, køller og kofangere finder vej ind i kamparenaen. Der er flere beskidte tricks, end der er afklædte piger i gangstarap-musikvideoer, så man kan både sparke, slå og smide sin modstander ud af ringen, ind i tilskuerne eller ud foran et tog. FFNY bevæger sig nemlig rundt mellem en række dystre undergrundsmiljøer, hvis eneste fællestræk er det afdæmpede lys, de hujende tilskuere og den fede stil. Det slår dog ikke kun gnister i kampringen, men også på det uovertrufne rapsoundtrack med bl.a. rapnavne som Busta Rhymes, Xzibit og Redman, så de pumpede, hårde numre bliver spillets puls, der gør selv den mindste pause til en ghettofest. FFNY giver op til fire rapkyndige rødder mulighed for at ryge i totterne på hinanden, og både 'to mod to' og 'alle mod alle' er de blodige, intense opgør perfekte til et hurtigt slag eller en længere turnering. Det er benhård attitude og hårde tæsk for alle pengene - og overraskende også for alle spillere. Medmindre ens sejeste udtryk da stadigvæk er 'bred ymer', og man stadig tror, at selebukser er nyeste skrig. Så får man nok én på bøtten. lordagsliv@pol.dk