Blød i bolden

Lyt til artiklen

Sæsonens sidste kamp og tribunerne er pakket med vrede hooligans og hotdogsælgere. Der er kun fem minutter tilbage, stillingen er 0-0, og en sejr er det eneste, der tæller. Nedrykningen er lige om hjørnet - og det er fyresedlen måske også. Sådan er de barske realiteter i 'Total Club Manager'-serien, der på tredje år stadig er fodboldmanagerspillenes svar på MTV: farverig og cool, men ingen helaftensforestilling. Nu i version 2005 med større realisme, men stadig uden den fornødne variation. Der er ellers opgaver nok i 'Total Club Manager 2005', hvor man blot kan vælge de 11 startende spillere, holde sig til økonomien eller styre alt fra antal pølsevogne til sponsoraftaler. Måske en totaloplevelse i omfanget, men samtidig for overfladisk til fodboldkendere - for hvorfor synes ens taktiske valg uden virkning? Og hvordan kan Randers igen og igen slå et overlegent FCK-mandskab 5-1? Gode managerspil skaber illusionen om absolut kontrol, og netop dén mangel overskygger mange af 'Total Club Manager 2005's gode intentioner. Disse tæller blandt andet det organisatoriske skrivebordsarbejde, hvor trivielle opgaver som at bygge ungdomsakademier og diskutere på tomandshånd med spillere pludselig synes vedkommende - ja, det er sågar spillets trækplaster! Fra sidelinjen får man igen i år flotte 3D-kampe, hvor spillerne væver sig frem over banen med stikninger, finter og spektakulære skud. Det er fodbold, som fodbold bør nydes, og i år kan man endda løbe ud til sidelinjen og råbe kommandoer som »spil beskidt«, »træk tiden ud« og lignende - blot en detalje, men en fiks én af slagsen. Men det er desværre også alt, hvad 'Total Club Manager 2005' er: En fiks, lille detalje, der lover mere, end det vover. lordagsliv@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her