Det er kun få sekunder siden. Et kort øjeblik siden, krigeren mageligt vandrede rundt og hakkede sagesløse ulve og edderkopper ned. Pludselige fodtrin, en skinnende klinge og bang-slam-bang - han er død. Slagtet af egen slægt, slagtet af en kynisk modspiller. Igen. Det er nemlig kun de allerstærkeste, der overlever i 'Lineage II' - et fantasiløst fantasy-online-rollespil og efterfølgeren til den koreanske succes 'Lineage'. Men har man prøvet ét fantasy-spil af denne art, har man prøvet dem alle, og elsker man at løbe rundt i skoven med træsværd, paryk og en lortebrun makeup, er man også her på hjemmebane. Der bydes på spraglede verdener for alle gulddukaterne, men i centrum er som altid monoton sabelraslen over for uhyrlige bæster, der er lige så enfoldige, som den regnbuefarvede magiske verden er smuk. I 'Lineage II' skal man kæmpe sig op fra vag væbner til heltemodig kriger, men er man asocialt anlagt, skal man holde sig langt væk. De store, spillerstyrede grupper styrer spillets verdener suverænt, så mens ihærdige holdspillere vil elske de store spilleropgør, vil tilbagelænede hyggespillere ikke få et ben til jorden. 'Lineage II' hylder på alle punkter den darwinistiske stræben med sin eventyrverden uden sikre områder, hvorfor nybegyndere hurtigt vil blive dræbt og ydmyget af mere sadistiske spillere - log på spillet og løb væk, eller bliv dræbt. Det hjælper ikke på sagen, at man kun kan klare sig med de ypperste sværd, økser og rustninger, for handelssystemet er efterhånden så hårdt ramt af inflation, at man må kæmpe i timevis for at få andet end et legetøjssværd i udrustningen. Når det sidste anonyme bæst er slagtet, står man tilbage med et smukt gruppevenligt online-rollespil, hvis to hjerter desværre rimer på smerter. 'Lineage II' plages ikke så meget af enkelte store fejl, som det plages af flere små, der tilsammen får det til at føles som en stroppetur på motionscyklen - en ensformig oplevelse, der ikke rykker sig én eneste meter ud af stedet. lordagsliv@pol.dk