Supersjovt i spandex

Lyt til artiklen

Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er den krystalblå, bodypaintede Smølfekonge! Eller en af de andre 200.000 spandexklædte superhelte med det gode hjerte uden på tøjet og en proper næve i baghånden. I onlinespillet 'City of Heroes' er du superhelten, der gør Edderkoppen, Superman og Hulken til skamme, og det er præcis lige så sjovt, som det lyder. Vi befinder os i Paragon City, året er 2004, og gemene forbrydere fylder gaderne som portrætplakater to uger før et parlamentsvalg. Det vælter frem med kobenbevæbnede klovne og fluebefængte freaks fra alle hjørner, og de stakkels indbyggere må dagligt finde sig i både tæsk og tyveri. Men ikke alt håb er ude. En elite af superhelte er nemlig under optræning - og det er her, man som spiller træder ind på scenen. Der skal renses ordentligt ud i Paragon City, og det betyder bankekød til de slemme fyre, som oversvømmer byen fra de højeste skyskrabere til de mest ildelugtende kloakker. Eget superheltdesign Før man kommer så langt, skal man dog først skræddersy sit heltemodige alter ego. Vil man være en stor, pumpet gangster med pink jakkesæt og cigar i munden, eller hellere en komisk, blårød Spider-Man-efterligning med underbukserne uden på tøjet? 'City of Heroes' er et slaraffenland af stil, nuancer og detaljer, og man møder med garanti aldrig to ens superhelte - til det er værktøjerne og spillernes fantasi simpelthen for overvældende. Det skaber med ét nærhed og kontakt til ens figur på skærmen, og heldigvis følger resten af skabelsesprocessen trop. Man kan blive alt fra hårdfør boksebrian i konstant nærkamp til psykeforvrænger, der kravler ind i fjendernes hoveder. Så der er med andre ord noget for enhver superheltesmag. Bankekød til de slemme 'City of Heroes' giver - modsat mange onlinerollespil - ingen illusioner om en dyb historie eller intelligent gameplay, men fokuserer i stedet udelukkende på ren kamp. Det er et fantastisk syn, når superheltene ruller sig ud med snestorme, ildkugler eller karate, og bedst af alt er det en sand fryd at styre løjerne. Sammenstødene går over stok og sten i den dels hærgede, dels billedskønne Paragon City, mens man hopper, sparker, slår og bruger overnaturlige evner til at få bugt med skurkene. Det handler lige så meget om at se godt ud, mens man uddeler tæsk, som det handler om selve tæskene, og med en regnbuefarvet, tegneserieinspireret grafik og en masse indbyggere er der pustet liv i Paragon City. Omkring hvert et hjørne og i enhver sidegade kan man høre skrig om hjælp eller se superhelte flyve igennem luften, og det gør, at man føler sig som heroisk indbygger i selveste Stan Lees vision (skaberen af bl.a. Spiderman, Hulk, X-Men og Dare Devil, red.). Tæsk i technicolor 'City of Heroes' selv er dog ikke helt Utopia. Først og fremmest lider det - med lange løbeture, kedelige fragtopgaver fra A til B og andet tidsspild - af mange af genrens børnesygdomme, men det mangler også slagkraft i længden. Når man når et vist niveau, har lært at flyve og undgået døden tilpas mange gange, savner man nemlig lidt variation, og værst af alt er det ikke at kunne kæmpe mod andre spillere - højst konkurrere i at være den bedste helt. Dette loves dog ændret i udvidelsespakken, 'City of Villains', som i øvrigt allerede nu ser ud til at blive den perfekte udvidelse til denne næsten perfekte våde drengedrøm. En drengedrøm, der udelukkende handler om helte, skurke og tæsk i technicolor - og dét er et forfriskende bølgeskvulp i online-rollespillenes dødvande. lordagsliv@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her