Hej, jeg hedder Harry. Dette er min ærlige anmeldelse af det fjerde computerspil med mig i hovedrollen, hvis handling bygger på min kommende biograffilm med premiere i næste uge. Men du skal absolut ikke give dig i kast med mit nyeste spil, hvis du ikke allerede har nærlæst tredje bog i serien om mit liv, for på spilform bliver min historie desværre temmelig forfladiget. Den største nyhed i mine nyeste spil er, at du ikke alene skal koste mig rundt på troldmandskolen Hogwarts, nu får du også lov til at svinge tryllestaven for mine bedste venner Ron og Hermione. Glæder du dig ikke allerede? Det gjorde jeg i al fald, da jeg læste om den mulighed, men jeg må indrømme, at virkeligheden er noget mere grå og umagisk. Umagisk skoledag Præcis som i mine forrige spil skal du med joystick eller tastatur styre mig og mine to venner igennem skoledagene på min troldmandsskole, Hogwarts, spækket med drabelige udfordringer. Men jeg er nødt til at løse dem, hvis jeg vil lære at mestre de nye og mere potente tredjeårs-trylleformularer og på nærmeste hold selv opleve - og overleve - mit hæsblæsende hektiske skoleliv. Udfordringerne består i at forcere kløfter, bekæmpe magiske bæster og dermed samtidig lære, hvordan de mere avancerede trylleformularer fungerer. Mens du tackler de mange udfordringer, beretter mit pc-spil i overfladisk kort og tåspidskrummende telegrafstil om min historie, der dermed synes reduceret til pinligt obligatorisk lagkagefyld mellem opgaverne. Derfor vil du som spiller aldrig føle dig rigtig engageret i min ellers begivenhedsrige historie på samme vis som både bog, film og selv mine forrige computerspil formåede. Særlig slemt står det til i mit pc-spil, der tydeligvis er rettet mod de yngste af mine fans, men det er i sig selv ingen grund til at tale ned til deres intelligens med et spil, der først tager ungerne fint i hånden og følger dem godt på vej, men desværre nægter at slippe sit omklamrende greb, før spillet slutter. Vis lidt større tillid til mine fans næste gang, tak. Klik en gåde Problemet er, at mit pc-spil fører dig alt for let igennem gåderne. Dels fordi gåderne kan knækkes alene ved at klikke løs med musen uden dybere omtanke, dels fordi du aldrig selv bestemmer, om du vil styre mig, Hermione eller Ron, og ej heller hvilke besværgelser du vil kaste på hvad. Både skiftet og valget af trylleformularer klarer mit spil automatisk, hvilket gør begge features til en temmelig ligegyldige gimmicks, der kun synes som grafisk lir for galleriet. Dermed er udfordringen i pc-versionen begrænset til reaktionskrævende actionspil såsom at flyve rundt på min ven Hagrids hippogrif Stormvind eller nedskyde irriterende drillepixier på tid. Nuvel, fin actionpræget morskab, men det slår ikke rigtig til på længere sigt, når gåderne ikke giver mere modstand, end et enkelt museklik kan overkomme. Jeg ved, at mine yngste fans kan klare større udfordringer end dette: De er jo ikke ubehjælpsomme pattebørn, der ikke aner, hvordan man holder på en tryllestav. Spil selv på skærmen Skuffet over pc-udgavens patroniserende holdning til mine yngste fans, smilede jeg til gengæld bredere over PlayStation 2-versionen, der er klasser bedre. Det skyldes, at du her selv skal vælge de korrekte trylleformularer til at løse gåderne, og selv skal styre skiftet mellem mig og mine venner. Og der er stor forskel på, hvad vi hver i sær er gode til: Jeg er for eksempel eminent til at hoppe over store afgrunde og afværge dementorerne (for de uindviede mugglere: de spøgelseslignende fangevogtere fra troldmandsfængslet Azkaban), Ron er mesterlig til at spotte hemmelige magiske rum og kaste lysbesværgelsen Lumos, mens Hermione eksempelvis kan krybe igennem smalle åbninger og mestrer isformularen Glacius, der er effektiv mod ildsalamandere eller til at fryse gangbroer over lavasøer. Det betyder, at du selv skal udtænke, hvordan du bedst muligt kombinerer vores evner og besværgelser for at løse gåderne. Som en ekstra bonus kan du - dog kun hvis du har EyeToy-kameraet til PlayStation 2 tilsluttet - spille syv minispil med dig selv i hovedrollen på skærmen, hvor du for eksempel kan kaste med havenisser, klaske chokoladefrøer med hænderne eller jage Det Gyldne Lyn i min yndlingssportsgren Quidditch. Spillene synes vel simple og hurtigt overståede, men er dog en kærkommen nytænkning af mit univers og giver PlayStation 2-spillet et par måneder længere på bagen - lige indtil næste mit næste computerspil stormer ind på spilhylderne verden over. Dystre Potter På falderebet er det tid til en lille advarsel, for stilen i begge mine nye spil er mere skræmmende og mørk end de forrige på grund af dementorerne, hvilket skaber et klart misforhold mellem målgruppen for spillenes mere skræmmende indhold og den, som pc-spillets klik-alt-for-let-gåder lægger op til. Derimod klæder den modne stil langt bedre PlayStation 2-spillet, der i skarp kontrast til pc-udgaven både i grafik og gameplay har formået at vokse sammen med historien. Derfor håber jeg, at udviklerne bag mit næste pc-spil tør udstikke friere rammer, så de yngste af mine fans ikke skal spises af med et nedværdigende og overfladisk pc-spil, der skøjter hen over sit oplæg og aldrig udnytter sit fantasispækkede univers og sine tre solide hovedpersoners enorme potentiale. Det forfald kan selv mine nye femteårs-besværgelser ikke rette op på. thomas.vigild@pol.dk