Fodboldfiasko

Lyt til artiklen

Tja, det gør præcis, hvad det skal. Hverken mindre eller mere. Kun lidt over seks måneder er spurtet forbi, siden fodboldspillet 'FIFA Football 2004' fra Electronic Arts tog såvel danske som udenlandske fodboldfans med storm, og med europamesterskabet lurende lige om målstolpen, er 'Euro 2004' på papiret din chance for selv at føre de røde og hvide farver til hæder i Portugal. Største forskel fra 'FIFA Football 2004' til 'Euro 2004' er, at hele spillet drejer sig om EM 2004 - og intet andet. Til gengæld er alt på plads: Alle de rigtige rettigheder er købt, så derfor er ikke blot 51 europæiske, dugfrisk opdaterede hold klar til kamp, men også de korrekte logoer på fodbolden og sågar EM-pokalens udformning. 'Euro 2004' sparker kul i kakkelovnen til et megabrag af et interaktivt EM i fodbold, men både føles og spiller som Kerteminde Kup. Skidt styring Marketingkanonerne bag spillet lover ellers bod, bedring og mere præcis kontrol over spillerne end tidligere, men styringen føles ikke væsentligt anderledes end i 'FIFA Football 2004'. Der er stadig en irriterende tendens til boldlim på fødderne af spillerne, og tempoet og realismen er rasende lav (og i øvrigt umulig at indstille) - særligt hvis man sammenligner det med ærkerivalen 'Pro Evolution Soccer 3', der stadig har den mest suveræne styring af alle fodboldspil til PlayStation 2. Dribler vi væk fra styringen for i stedet at fokusere på antallet af valgmuligheder, er 'Euro 2004' en nedgraderet udgave af 'FIFA 2004': færre spillemuligheder og færre hold at lege med. Der er ingen klubmesterskaber eller ligaer, og eneste nye feature er muligheden for til en enkelt kamp at sammensætte et dream team af boldmagikere. Desværre kun én kamp, og man kan ikke tage superholdet med i ligakampe. Anden nyskabelse er, at man kan skabe små scenarier, hvor kampene kan justeres efter alt fra antallet af røde og gule kort til stillingen og tiden. Dermed kan man let genskabe 2. halvleg mellem Danmark og Tyskland under EM 92 og derpå forsøge at score endnu flere mål. Moralen på holdet Det mest velkomne nyskabelse er, at alle spillere har fået en kampmoral, der stiger og falder i takt med antallet af udvisninger, scoringer eller skader på holdet. Men det fjerner ikke følelsen af, at 'Euro 2004' er en usmagelig mellemvare mellem 2004- og 2005-versionen af 'FIFA Football', der udkommer om få måneder. Særligt grafikken forsøger i PlayStation 2-udgaven af være så flot, at det sker på bekostning af helheden og resulterer i en hakkende grafik og kludret animation, hvis der pludselig sker for meget på skærmen på en gang. Hvilket er fuldkommen uacceptabelt for et fodboldspil anno 2004. Derfor står spillet hverken mål med sin forgænger, 'FIFA 2004', eller særligt 'Pro Evolution Soccer 3', der på alle punkter er bedre, mere detaljeret og mere glidende - også i sine pc-klæder. 'Euro 2004' er et fortænkt og dårligt programmeret lejlighedsprodukt med alt for store dollartegn plantet i sine øjne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her