Alt er hvidt. Ja, faktisk så hvidt, at man per refleks kniber øjnene sammen. I midten knejser rankt en velkendt sortklædt skikkelse, der uden en mine netop har nedskudt og derefter skånselsløst brækket nakken på sin skaber i det kridhvide laboratorium, hvor blodpølen på gulvet og det nattesorte jakkesæt er ene om at bryde hvidheden. Æstetisk prangende er det; måden hvorpå Hitman påbegynder sit tredje udspil, omsluttet og genfødt i et altdominerende himmelsk klart lys, men helvede er ikke længere end ti skridt og en døråbning væk, for den danske lejemorder er denne gang mere ekstrem, afstumpet og voldelig end tidligere. Begravet er den angrende lejemorder, vi så søge tilflugt i et stille siciliansk kloster i 'Hitman 2: Silent Assassin': Nu står agendaen igen på såvel mord som lejemord, malet på skærmen i så blodbesmurte nuancer, at man enten vil elske eller afsky Hitman for det. Storsælgende mord Det er kun fire år siden, Hitman for første gang skød sig igennem spilmarkedet på pc og grundlagde en af de i dag mest hårdføre mærkevarer inden for actiongenren: en pinligt perfekt skaldet mand, hvis isse skinner om kap med stålet på de skarpladte pistoler, mens han trotter verden rundt for at dræbe for dollar. Og mord sælger. Beviset er forgængeren 'Hitman 2: Silent Assassin', som har rundet de tre millioner solgte eksemplarer på verdensplan. En bedrift, kun de færreste spil kan prale af. Men nu er det alvor, for danske IO Interactive har stranguleret både blødsødenheden og det meste af sin selvcensur, når det gælder volden. Resultatet er, at 'Hitman: Contracts' svælger i blod, og det viser en langt mere mørk, outreret og koldblodig side af Hitman, der i flere scener trækker klæbrigt inspirationsrige blodspor tilbage til film som 'Seven' og bøger som 'American Psycho'. Frygtelige flashbacks 'Hitman: Contracts' udspiller sig mellem første og andet spil i serien og er en arketypisk rammefortælling, hvor Hitman indledningsvis dødeligt såret søger tilflugt i et hotelværelse i Paris. Her hjemsøges han af fortidens spøgelser, idet alle spillets 12 missioner på nær sidste mission er flashbacks, som Hitman associerer sig frem til i sine smertetåger. Derfor kan 'Contracts' uden episke skrupler tillade sig at tage hårdt fat i sin spiller præcis dér, hvor det allerførste 'Hitman'-spil slap sit tag: i en fransk sindssygeanstalt, hvor Agent 47 alias Hitman netop har erfaret, at han blot er en del af en større armé af lejemorderkloner - deraf nummeret 47. Allerede i spillets anden bane bekender det sin bloddryppende kulør: Et større slagtehus fyldt med døde dyr skal infiltreres, mens den grotesk fedladne gangsterboss Meat King fyrer op under en fetichfest med lak, læder og gasmasker. Missionen er at dræbe denne Kong Kød og finde sin klients bortførte datter. Og hende finder man da også - brutalt nedslagtet på en så bestialsk måde, at 'Hitman: Contracts' sikrer sig en plads i spilhistorien som et ubarmhjertigt kynisk splatterspil. Alt ved det gamle Det er tilmed gjort godt, for IO Interactive kan deres kram: Lyden og musikken er i verdensklasse, og grafikken er væsentlig mere tydeligt og glidende end i 'Hitman 2'. På pc er grafikken knivskarp, men styring og gameplay er efterhånden skohornet bedst til spillekonsollerne, selv om 'Hitman' jo oprindeligt var et rent pc-spil. Alle missioner i 'Contracts' kan klares med rygende pistoler, men som seriens særkende er der stadig rige muligheder for at gennemføre missionerne præcis efter egen lejemorderhjerne. Mange løsninger lægger op til helt filmiske episoder, og handlefriheden føles selv efter timers spil stadig stor. Men selv om man kan mærke en forbedring i fjendernes intelligens, er det stadig muligt at udføre ligegyldige massedrab ved at forskanse sig bag en dør og skyde løs på alle fjender, der som lemminger uden korttidshukommelse gladelig stikker hovederne indenfor for at smage ens kugleregn. Heldigvis afhænger udfordringen af sværhedsgraden, hvoraf den letteste af de tre føles som ren sightseeing, og man nærmest kan tulle banerne igennem. Sværeste sværhedsgrad er derimod ren tortur, hvor fjenderne rammer hver gang, det er umuligt at gemme sin fremgang på banen, og Hitman ikke kan sluge mange gram bly, før han slikker gruset. Til gengæld er den midterste sværhedsgrad tilpas og skal roses for at give en velbalanceret udfordring. Skudt til døde Men når alt blod er tørret op, krudtrøgen har lagt sig, og pistolerne igen er tavse, er der ikke mange nye kreative kugler tilbage i kammeret i 'Contracts'. Spillet både føles og er i sin opbygning et deja-vu, og det kan al dets blod, bulder og brag ikke skjule. Det forsøger spillet heldigvis heller ikke, men faktum er, at siden 'Hitman 2' i 2002 har vi set adskillige større konkurrerende storspil i samme genre. Spil som for eksempel 'Splinter Cell'-serien og 'Metal Gear Solid', hvor gameplay og handlefrihed har undergået en udvikling, der bevirker, at 'Contracts' selvforskyldt bliver overhalet indenom og efterladt bag støvskyen i kraft af sin konservatisme. Stadig er buketten af roser dog stor. Dels for den drabeligt flotte æstetik og lydside, dels for at turde avancere computerspillene væk fra paradoksalt klinisk ublodige actionspil eller selviscenesatte sæbeoperaer ad libitum mod en mere sjælsrå voksen stil, som spil som 'Max Payne 2' og 'Manhunt' har brolagt en vej til. Men dette nu fuldt ud erklærede kørebaneskift væk fra mainstream og mod mere mavestærke actionspillere sker ikke uden trafikofre - også fordi IO Interactive efterhånden ikke kan prygle samme kreative hest mere; ej heller under trusler med klaverstrenge, blanke pistoler eller bidske blikke fra en skaldepand. Nuvel, 'Contracts' er et af de mest blodskudte computerspil set i nyere tid, men derimod ikke et, der sammenlagt vil give flere virtuelle lejemordere foran skærmene. Slet og ret fordi nogle afgjort vil vælge at afstå fra blodbadet, mens andre vil svælge i Hitmans genfundne makaberhed. Din lejemorder. Dit valg. thomas.Vigild@pol.dk