At se Sonic på Sonys PlayStation er som at se Gorbatjov optræde i et amerikansk talkshow - det endelige nederlag. Det blå pindsvin Sonic var Sega-konsollernes maskot, som Mariobrødrene er Nintendos, men Sega bukkede under for et par år siden i konkurrencen mod de tre store på konsolmarkedet (den tredje er i dag Microsoft). Der bliver ikke længere udviklet spil til Segas forældede Dreamcast-konsol, så Sonic har på sin vis været hjemløs et par år. Hans debut på PlayStation 2 er interessant og spilleværdig, men ikke uden en vis monotoni og irritationsmomenter. Hurtigløberen Sonic optræder nu på et hold sammen med to andre figurer, der har hver sine specielle evner. Tilsammen kan de løbe forrygende stærkt, flyve og slå hårdt - hvilken egenskab, der dominerer, afhænger af, hvem man vælger som leder. Man skifter flere gange på hver bane, og ideen er god. Det ligner ikke noget andet spil, og tak for det. Men som platformspil er det udformet lidt for meget som en rutsjebane med bl.a. for mange loops og lidt for lidt miljøer at udforske. Grafikken er i den øvre ende, lydeffekterne er gennemsnitlige, speaken er trættende, og den glade upbeat powerrockmusik er helt igennem nerveflænsende elendig. At den ikke kan slås fra, trækker alene et hjerte fra bedømmelsen. På godt og ondt ligger der en stor arv fra de gamle 2D-spil i hele spildesignet. Baneideerne er stadig todimensionelle, men figurerne holder sig ikke på sporet - de falder simpelthen for let af, og så er det bare irriterende at starte forfra igen. Men udfordringer, fart og spilleglæde er der alligevel, og det originale design, der også trækker en stor del charme fra de mere urealistiske 2D-platformspil med ind i 3D-alderen, skal Sega have masser af ros for. Næste gang kan det blive virkelig godt.