Fra lærdom til action

Lyt til artiklen

Kom nu - alt andet end et platformsspil ... alt andet end et actionspil«, messede undertegnede lavmælt for sig selv med fingrene krydset, inden PlayStation 2-konsollens gab slugte den nye opdaterede version af 'Carmen Sandiego'-spillene. For hjertet mod hånden: Carmen har en særlig plads i denne anmelders spillerhjerte. I de originale Carmen-spil fra midtfirserne såsom pc-spillet 'Where in the World is Carmen Sandiego?' skulle man som detektiv for firmaet Acme futte jordkloden tynd i jagten på supertyven Carmen. I hvert land efterlod hun udfordrende spor, så hvis en franskmand sagde, at han havde set Carmen veksle franc til rubler, ja så var hun sandsynligvis på vej til Rusland. På den måde fik spillene sneget en masse viden ind i sine spillere, mens man fordybede sig i en nervepirrende kriminalgåde. Med den nye PlayStation 2-version af spillet er de lærerige dage ovre. Carmen anno 2004 er endt som et platformsspil af den mere forudsigelige art. Set før, set bedre Som agenten Cole skal Carmen som før lokaliseres over hele verden, men lærdommen og motionen til hjernecellerne er nu skiftet ud med træning til hurtige tommelfingre. Kort sagt er spillet endt som frygtet: et regulært platformsspil, hvor tiden for det meste går med at uskadeliggøre Carmens snotstupide robotter, der kun kan angribes bagfra, hvilket betyder, at der skal sniges meget rundt. Styringen er heldigvis god og præcis, men det er sørgeligt at se, at den før så lærerige spilserie har reduceret sin lærdom til små ubetydelige bidder af information, der som små reklamespots ævler kort og overfladisk om de lande på jordkloden, som man besøger i jagten på Carmen. Af og til dukker små simple gåder op midt i al actionen, men de er aldrig bare tilnærmelsesvis intellektuelt udfordrende og virker mest af alt som uforløste appetizers til en række større gåder, der aldrig kommer. Men det mest sørgelige er, at hvor de tidligere Carmen-spil var bannerførere for en vellykket edutainment-genre, så er der intet i dette nye udspil, der ikke er set både før og bedre i andre spil. 'Carmen Sandiego' er i sine 2004-klæder en forspildt mulighed af dimensioner, for PlayStation 2-konsollen kunne i høj grad trænge til et spil, der tog udfordringen op og forsøgte at blande lærdom med fornøjelse. Den drøm bliver ikke til virkelighed i selskab med Carmen, så spar rublerne og køb i stedet nogle af de gamle kanoniske pc-spil over internettet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her