Kongen af rallyspil er tilbage på tronen. Efter en lidt lunken treer, der hurtigt tabte fart i spilleglæden, er alt blevet justeret og optimeret til den nye fjerde udgave af 'Colin McRae Rally', der vanen tro sætter standarden for rallysimulation. Det er ikke muligt kun at fremhæve én ting, der gør det nye spil bedre end alle forgængerne og konkurrenterne. Det er en helt gennemgribende forbedring på alle niveauer, der udløser fem bankende hjerter hos denne anmelder. Selv gameplayet, der ellers stadig er låst fast på at afspejle en rallysæson med otte stævner rundt om i verden, har man klogelig udvidet med små tekniske minispil, der i bedste 'Gran Turismo'-stil gør det muligt at opgradere sit hold med lidt bedre gearkasse, dæk, bremser og så videre. Og igen ligesom i 'Colin McRae Rally 2' til den gamle PlayStation har man fornemmelsen af, at de helt små marginaler er afgørende. Alt klapper Det gælder her som i alle bilspil om at slibe sekunder af sin køretid, og derfor er det afgørende, at man som chauffør - undskyld spiller - har fuld kontrol over køretøjet. At det ikke er fejl i programmering og styring af den virtuelle bil, der afgør, om man bliver på grusvejen eller ender ramponeret ude i grøften. Og kontrollen har aldrig været bedre. En af grundene er en helt ny fysikmodel, hvor bilens bevægelser udregnes af de fire kontaktpunkter, som hjulene udgør, og ikke som tidligere efter en fiktiv 'pind' i bilens centrum. Det er ikke nødvendigvis sådan, at højere realisme også giver bedre spil selv i simulatorgenren, men her er forskellen til at føle på. Når man mestrer køreteknikken, der kræver, at man kører til grænsen af dækkenes greb i underlaget og skrider kontrolleret rundt i de hårde sving, så opnår man efterhånden den unikke følelse af 'flow', hvor bevidstheden slår fra, konsol og krop bliver ét, og alting bare klapper. Med til den historie hører også, at underlagenes egenskaber og påvirkning af kørslen er mere distinkte end nogensinde. Bedste rallyspil Man har virkelig kun sig selv at takke for ikke at blive nummer et, og sådan skal det være. I øvrigt er sværhedsgraden fint indstillet, sådan at man for at vinde de første løb skal være let øvet, mens de sidste løb kræver benhård ekspertise. Lyden har altid været i særklasse og bedre end i selv 'Gran Turismo'-serien, mens omgivelserne er så smukke, at det måske er det hidtil flotteste rallyspil. Der er kommet styr på farverne, og de flere mørke jordnuancer gør, at skovbund, sollys og refleksioner bliver meget mere sanselige. Der er endog blevet plads til, at bevægelige tog, fly og helikoptere kan distrahere køreren i randen af billedet. 'Colin McRae Rally 04' er et spil, der er blevet så godt som muligt ud fra den præmis, at der ikke må ændres noget som helst grundlæggende fra de tidligere inkarnationer. Det bedste bud på et kørespil i år.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuMest læste
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Republikansk profil: »Tabet vil trække spor længe – måske et helt årti frem«
-
Under overfladen er det gået endnu mere galt for republikanerne i Texas
-
Chef: »Der er altså mennesker, som ikke længere lærer at gøre det her. Det bliver et problem for samfundet snart«
-
Anmelder: Det er måske den bedste chokoladekage, jeg har fået i København
-
Kl. 4 kalder CNN nattens hidtil største chok: Sådan gik valget time for time
1
2
3
4
5
6
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.