Som man står i kaptajnens kahyt, kan man ikke undgå tænke over, hvor mørkt det egentlig er her i piratland. Efter at have blæst godt op for skærmens lysstyrke, kan man i stedet begynde at undre sig over, hvor mærkelig styringen her i piratland er. For et sted i piratspillet 'Pirates of the Caribbean's udvikling har et lidt for lyst hoved fået den ide, at mængden af tekst skulle minimeres og i stedet erstattes af obskure symboler. Derfor går den første halve time i selskab med piratspillet med at rende forvirret rundt efter et af ens kløgtige besætningsmedlemmer, der med sine gode råd og alvidenhed for længst burde havde givet dig fyresedlen som kaptajn. Til gengæld er sørøverstemningen og handlefriheden god - og det redder meget i land for spillet. Langt fra filmen 'Pirates of the Caribbean' er meget løst bygget over den biograffilm, der har premiere herhjemme i næste uge, faktisk så løst, at de to kun deler overordnet tema og navn. I spillet er du ikke den stereotypiske pirat med træben, papegøje og klap for øjet, men derimod den opdaterede version med lækkert hår, charmerende tale og magnetisk dametække. Du er kaptajn Nathaniel Hawk. Og vælger man at følge spillets hovedhistorie, kan der kæmpes mod franske styrker, der har dristet sig til at invadere engelsk farvand i et caraibisk ørige anno 1630. Heldigvis kan man selv bestemme, hvem man vil kæmpe for, så der er frit valg om, hvorvidt sympatien er større for piraterne end for englænderne. Som kaptajn Hawk skal man turnere havene mellem en række småøer tynde, mens man handler, skyder med kanoner og duellerer i sværdkamp. Samtidig er der indflettet et element af rollespil, idet man gradvist kan forbedre sine evner. Med andre ord er der intet chokerende nyt i piratland, men til gengæld mestendels flot udført. Handel og vandel Handelsaspektet er en fremtrædende del af spillet, hvor man for at få fortjeneste skal fragte alt fra chokolade til silke. Derefter kan fortjenesten bruges på at købe større skuder og flere kanoner, men ud over handel kan man også skaffe mammon ved at gå på vaskeægte eventyr. Det sker via hurtige, men jævnt overfladiske kampsekvenser, hvor man skal lære at time sine sværdslag og bruge sin bagladerpistol, men hvor døden kommer overraskende hurtigt, hvis man ikke er kvik på tasterne. Lidt det modsatte gør sig gældende i skibskamp, hvor man aser og maser rundt med sit tungnemme skib for at komme på optimalt skudhold af fjenden. Det kræver is i maven og udelt tålmodighed, for man bliver ofte hevet ind i op til flere tilfældige skibsfejder, hvilket er enormt frustrerende, når man bare gerne vil i land med sin dyrebare last. Forjaget Det, der holder én i gang, er de hovedmissioner, som man får udstukket. For efter de første par timers handel, tilfældige kanonfejder og sværddyster savner man mere motivation og dybde til at holde dette piratepos i kog. Samtidig fornemmes 'Pirates of the Caribbean' visse steder forjaget, og man efterlyser i høj grad tale, da al dialog skal læses. Der er dog ingen tvivl om, at 'Pirates of the Caribbean' er det flotteste piratspil til dato, og man må lette beundrende på sørøverhatten, når man ser, hvordan månen spejler sig i det mørke hav, mens kanonerne brager røgskyer ud i nattemørket. Men pacingen i spillet er ikke for enhver. Sværger man mest til hurtig umiddelbar action, så kræng roret skarpt til styrbord og sejl videre. 'Pirates of the Caribbean' er i højere grad egnet til erfarne skrivebordspirater med tålmodighed og handelssans på kontoen end til landkrabber, der aldrig tidligere har nydt lugten af virtuelt saltvand.