Tid til en tilståelse: Jeg er blevet Pokémon-fan. Måske burde jeg derfor straks søge adfærdspsykolog med speciale i infantilisme eller deltage i konfrontationsgrupper for behandling af Pokémon-fans i Old Boys-klassen. Men nej. For der er intet at skamme sig over. Faktisk vil undertegnede hævde, at det er mindst lige så barnagtigt at læse Harry Potter, som det er at give sig i kast med de to nye Pokémon-spil 'Ruby' og 'Sapphire'. Og mens nogle får et kick ud af at samle på frimærker, registreringsnumre på tog eller ølkapsler, så kommer samlermanien for alvor op i én, når man samler på Pokémons. Kernen i de to nye Pokémon-spil er ligesom tidligere nemlig at samle, træne og kæmpe med et bredt arsenal af forskelligartede monstre - enten mod computeren eller mod en ven. Og selv om de små monstre stadig appellerer primært til de yngre årgange, så er begge spil overraskende taktisk avancerede og medrivende - også for dem, der for længst har nået en tocifret alder. Taktiske Pokémon Begge nye Pokémon-spil piller meget lidt ved den tidligere vinderformular fra de forrige spil i serien til GameBoy Color. Spillene kan bedst beskrives som en blanding mellem skak og Stratego, hvor du selv skal modificere og omdesigne dine spillebrikker. Som ung træner af de små monstre skal du rende rundt fra by til by, mens du taler med indbyggerne, kæmper mod fjendtlige Pokémon-trænere, løser gåder og vigtigst af alt: indfanger og træner de hundredvis af vilde Pokémons, som du skal bruge under kampene. Det endelige formål er at besejre otte store Pokémon-trænere og deres hær af monstre for til sidst at dyste mod selveste Pokémon-mesteren. Ikke verdens bedste formål, men kernen i spillene er, at alt er en taktisk afvejning, fordi hvert eneste monster har sine specifikke styrker og svagheder. Nøglen til succes er dermed slet og ret at angribe med de rigtige monstre på de rigtige tidspunkter - og det er et taktisk kompliceret puslespil af de større. Kun få variationer Forskellen mellem de to nye spil, 'Pokémon Ruby' og 'Pokémon Sapphire', er ikke stor. Faktisk betyder den kun noget for, hvilke monstre der er med i spillene. Ruby og Sapphire adskiller sig således blot ved, at spillenes indpakning er anderledes, og fjendernes monstre er af en anden type. Ellers er gameplay, historie og grafik ens i de to spil. Selv om begge spil er rettet mod børn, skal forældre være opmærksomme på, at der skal læses en del engelsk tekst for at få det fulde udbytte af spillene. Det skyldes de mange gode sidehistorier og ekstra småspil, der gør, at det snildt kan tage måneder, hvis man partout vil indsamle alle de Pokémons, der er med i spillene. Foruden de mange nye Pokémons er en af de største forbedringer i 'Ruby/Sapphire' i forhold til forgængerne, at man ikke længere kan klare skærene ved blot at træne et par monstre op til at være allround slagkraftige. Nu tvinges man til at afbalancere og træffe svære taktiske prioriteringer i sin træning - ellers holder man ikke stand mod de dygtigere Pokémon-trænere. Godt gameplay Et andet godt nytiltag er to mod to-kampene, hvor fire monstre kæmper samtidig mod hinanden, hvilket gør, at man i endnu højere grad skal tænke taktisk og forstå at udnytte monstrenes styrker og svagheder. Hverken grafikken eller lyden i spillene er noget at skrige hurra for, da der ikke er sket banebrydende forbedringer siden forgængerne på GameBoy Color. Heldigvis er begge faktorer også komplet ligegyldige her, for grafikken kunne lige så godt havde været i sort-hvid eller ført med håndholdt kamera. Det er den taktiske dybde og den fængslende samlermani, der stjæler rampelyset og gør, at såvel barn som voksen kan vride mange timers morskab ud af spillene. Selv om de langtfra er de flotteste spil til GameBoy Advance, er de med garanti to af de både dybeste og længste - og spil man med stor glæde kan spille om og om igen. Pokémon-spillene er stadig monstergod underholdning for hele familien.