Suk. Ja, frøken Lara Croft fik mangt et (mande)hjerte til at sukke tilbage i 1996, da det første 'Tomb Raider'-spil udkom. Det beviste, at arkæologi bestemt ikke kun er forbeholdt skægskubbede machomænd med forkærlighed for hat og pisk, men også kvinder med betydelig bredde i både handlekraft og brystmål. Siden da er Lara Croft blevet et af computerspillenes mest kendte ikoner, hvilket affødte 'Tomb Raider'-filmen i 2001, hvis efterfølger allerede nu er hastigt på vej mod det danske biografmørke. Så alt lover tilsyneladende godt i Lara-land - lige indtil man spolerer den gode stemning ved at kaste sig ud i det nyeste 'Tomb Raider'-spil. Mørkere stil Både stil og historie i dette sjette spil i 'Tomb Raider'-serien - med undertitlen 'Angel of Darkness' - er markant mørkere og mere dyster, hvilket klæder den tidligere lidt for ufacetterede spilheltinde forbavsende godt. Og Lara har som altid svedperlende travlt, for dels skal hun efterforske mordet på sin ven med det James Bondske slyngelnavn Werner von Croy, dels skal hun undslippe politiet, der tror, at hun står bag mordet. Derfor skal Lara på dagligdags vis hoppe, kæmpe, skyde og forcere drevne dødsfælder, mens hun forpurrer en magtsyg dommedagsalkymists planer og løser en håndfuld bestialske mord. Så på den episke front holder Lara fanen højere end nogensinde. Problemerne ligger andetsteds. Skrækkelig styring Det går nemlig for alvor galt, når man skal til at styre Lara. Rent ud sagt er styringen som sendt fra Helvede. Ideen er, at man skal kontrollere Lara med både mus og tastatur samtidig, men med spillets påfaldende forsinkelse mellem tryk på tasterne og Laras bevægelser, kan man selv regne sig frem til det endelige resultat: hårafrivende håbløshed og utallige dødsfald på grund den svært apatiske styring.Ikke engang en mulighed for at bruge et joystick kan komme én til undsætning. Tilfældigt design Og der er andre slanger i Laraland. Spillets på sin vis spændende historie fortælles kludret, og alle samtaler med karakterer i spillet har kun et udfald, selv om spillet ihærdigt forsøger at give indtryk af, at man selv kan styre deres forløb. Der er momentvise strejf af genialitet gemt i rodet, men desværre virker hele spillets design, som om alle gode ideer er blevet rystet rundt i en tombolakugle fyldt med nitter og derpå trukket tilfældigt ud. Det er for eksempel en god idé, at Lara gradvist bliver stærkere i løbet af spillet, og dermed kan møve sig frem til dele i spillet, men man må ikke eksperimentere med styrketræningen, så den idé ender som en begrænsende gimmick. Ligeledes er det en fin idé, at Lara nu kan snige sig om bag en fjendtlig vagt og overmande ham, men fuldkommen ubrugeligt i praksis, når man med lige så stor succes kan løbe direkte igennem et rum fyldt med fjender, uden at de opdager det mindste. Kom igen Lara Sådanne grelle fejltrin kan inkarnerede Lara Croft-groupies måske se igennem fingre med, men man kan ikke undgå at mistænke spillet for at være revet ud sin produktion i utide, så dets udgivelse kunne falde sammen med biografpremieren på den nye 'Tomb Raider'-film. For selv om Lara aldrig har været flottere rent grafisk end i 'Angel of Darkness', så skæmmes spillet også af åbenlyse grafik- og programmeringsfejl, der skriger »sjusk« langt væk. Det var således ikke ualmindeligt, at spillet i løbet af testen gik ned eller låste sig fast i en menu - selv om spillet var opdateret til nyeste version. Udviklerne bag spillet har ikke alene tabt bolden; de har skudt den helt ud af banen, så derfor er der kun den kommende film tilbage til at redde frøken Crofts ære i det 21. århundrede. For som spilfigur har hun i den grad mistet pusten. Suk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























