Skab søvnige samfund

Man kan godt vælge at være krigerisk og bygge borge. Kampene er dog simple med få enhedstyper og begrænsede taktiske muligheder.
Man kan godt vælge at være krigerisk og bygge borge. Kampene er dog simple med få enhedstyper og begrænsede taktiske muligheder.
Lyt til artiklen

Spillet 'Anno 1503' er gode nyheder til dem, som elsker spil som 'Sim City', 'Zoo Tycoon' og 'Settlers'. Spil, hvor det gælder om at bygge huse, anlægge veje og gøre folk glade, uden at man skal slås hele tiden. 'Anno 1503' er henlagt til senmiddelalderen, hvor man skal sejle ud i verden og kolonisere ukendte øer, der senere skal opbygges til en stor nation med domkirker, fabrikker og saltminer. Det gælder om at opfylde indbyggernes ønsker og give dem alkohol, mad og tobak, så de udvikler sig til højere civilisationsniveauer. For hvis indbyggerne ikke får de rigtige varer, så styrter deres huse simpelthen sammen. En vigtig funktion i spillet er derfor handel med andre nationer for at få nye varer og tjene penge. Det hele kan heldigvis automatiseres, så man ikke manuelt skal fylde skibene hele tiden. Trods det kræver spillet dog stadig, at man har et godt overblik, for man skal hele tiden holde øje med, om indbyggerne har det godt, og om fårene producerer nok uld. Ting tager tid Der er ikke meget hjælp at hente i spillets styring, for der er ingen informationer om, hvor man reelt tjener sine penge. Man skal klikke på hver enkel bygning for at få svar, og når man har over hundrede af slagsen, bliver man nærmest ligeglad. For hvis økonomien går skævt, bulldozer man bare et parcelhuskvarter. Så kan de lære det! Der går lang tid, inden man lærer balancen i spillet. Økonomien kan hurtigt løbe løbsk, så produktionslinjerne skal være effektive. I 'Anno 1503' kan man ofte vælge krigselementet fra ved at være fredelig. Det er til stor glæde for computerspillere, der er trætte af altid at skulle kæmpe mod andre. Grafikken er nuttet og smuk på en 1990'er-måde, men desværre er lyden elendig. Rendyrket hygge 'Anno 1503' er et rendyrket hyggespil. En gammel mand siger »ohøj« og »dine indbyggere er glade« indimellem, og der kommer knirkelyde fra værkstederne. Der er ingen stress med at skulle producere 117 kanonbåde for at modstå fjenders angreb, fårene passer sig selv og siger 'mæh', mens indbyggerne går på kro, og handelsruterne tøffer af sted. Men bag spillets succes ligger samme hemmelighed, som også forgængeren 'Anno 1602' hittede med: ingen stress og jag, kun parcelhusenes trygge hygge og masser af tobak og alkohol. Opskriften på et godt familiespil og samfund - for nogen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her