Som specialbetjenten Rebecca Chambers skal man finde og anholde den flygtede forbryder Billy Coen, men hans spor slutter på mystisk vis ved et forladt togsæt i en skov. Det futtog undersøger hun selvsagt nærmere, men pludselig begynder det at buldre af sted. Togrejsen tager for alvor en kritisk drejning, da det står klart, at samtlige medpassagerer har glemt madpakken og i stedet har set sig sultne på dig. Der er med andre ord tale om en traditionel historie bundet op på de gode gamle gnavne zombier, som vi kender dem: ingen hjerne, men til gengæld en veludviklet sult efter råt menneskekød. Snart herefter finder man den rå Billy i live, og ham skal man nu aflive zombier og løse gåder sammen med. Hele historien i Resident Evil: Zero udspiller sig før de andre spil i Resident Evil -serien, og som den største nyskabelse i forhold til spillets forgængere skal man løbende skifte mellem at styre Billy og Rebecca. Selv om dette partnerskift umiddelbart kunne lugte af en meningsløs salgsgimmick, fungerer det efter hensigten - hovedsageligt fordi de gåder, der er bygget om omkring skiftene, er gennemtænkte. Skiftesystemet gør dog, at man til tider kan føle sig mere som en babysitter end en hårdhudet zombiedræber, fordi den kunstige intelligens hos den karakter, man ikke styrer, er mindre skarpsindig og derfor skal beskyttes godt. Karneval i zombieland Det er tilladt at savle, første gang man ser grafikken, for den er om muligt bedre end i Resident Evil , der udkom til GameCube sidste år. Handlingen vises stadig fra filmisk fastlåste vinkler, og man farer sammen, når kameraet pludselig skifter til uden for den frembuldrende togvogn, mens regnen pisker mod ruden, og lyden af det frembrusende tog overdøver alt. Disse smarte Hitchcock-finter kan til gengæld - ligesom tidligere - skjule angribende fjender, hvilket giver unfair kampe, hvor man febrilsk skyder i blinde efter monstre på spring. Her skyder spillet sig desværre også i foden, for på trods en god portion plausible fjender skal man også trækkes igennem kampe mod malplacerede kæmpeslanger, skorpioner og andet løjerligt kryb. Gyset i Resident Evil: Zero bliver derfor mere karikeret tegnefilmsaction end grufulde og makabre gys som spøgelserne i Project Zero . Ulogisk logik Logikken i spillets mange gåder er som tidligere stadig haltende på en unik og irriterende hjemmestrikket logisk måde, så hvis man er bekendt med de tidligere spil i serien, vil gåderne her ikke forekomme specielt svære. Derimod er det hundesvært at holde sig i live, så spillet egner sig bedst til de mere rutinerede spillere. Styringen er trist nok uændret fra tidligere og kræver dermed stadig tilvænning for nybegynderen, og ingen under 16 år bør spille Resident Evil: Zero uden behørigt forældreopsyn, da der bestemt ikke bliver sparet på farven rød. Fans af serien fra PlayStation-æraen vil kaste sig i støvet over spillets perfektionistisk forfinede filmiske udtryk, men til gengæld græmme sig over stilstanden i resten af spillets udvikling. Spillet lider nemlig stadig under Resident Evil -seriens børnesygdomme fra 1990 erne, som for eksempel lange loadetider, svær styring og en historie, der grænser til det bizarre, specielt hvis man ikke kender historien bag de andre spil i serien. Men selv om Resident Evil: Zero ikke vover sig ud på ny og ukendt grund, er helhedsoplevelsen stadig både frisk og medrivende, hvilket er en stor bedrift i sig selv. Det ender derfor med en varm anbefaling, men ikke uden en løftet blodig pegefinger om at forbedre andet end grafikken og lyden til næste gang.