Livsstils-simulatoren 'The Sims' debuterer i suveræn stil på PlayStation2 i en udgave, der giver et solidt afbræk fra både virkeligheden og samtlige andre spil til konsollen. Yes! Jeg fik scoret i weekenden. Min kæreste hedder godt nok Pierre og er temmelig genert, hvilket gjorde, at jeg måtte hoste op med tre udsøgte middage krydret med smalltalk, rygmassage og smiger, før han endelig sænkede sine parader. Men det lykkedes, og nu er vi på heftige kys med hinanden. Om sådanne scoringer bliver hverdag, er helt op til en selv i livsstils-simulatoren 'The Sims', for her er der næsten frit valg på alle livets hylder. Fra første gang man propper 'The Sims' i gabet på sin PlayStation2, blinker sætningen »Få et liv« forførende på tv-skærmen. Det lyder unægtelig som et af disse mistænkeligt forjættende kuponhæftetilbud, men her holdes løftet, for i næste sekund er man i fuld gang med at designe et fuldvoksent digitalt jeg. Det sker både psykisk ved at vælge et stjernetegn, der bestemmer ens grundlæggende karaktertræk, og fysisk ved at vælge kropsbygning, køn, hudfarve og tøjstil med mulighed for at være alt fra Marilyn Manson-punker til et forfinet overklasseløg. Fra denne digitale fødsel går turen direkte ud i voksenlivet i ens mors hus, hvor man stadig bor på nas. Første mål er at få klippet navlestrengen over og flytte hjemmefra, men det kræver penge fra mor, så derfor skal man gøre hende i godt humør ved at udføre en lang række huslige pligter for hende, indtil hun hoster op. For ligesom vores mere udigitale liv er 'The Sims' et spil, der er fyldt med pligter, men heldigvis også glæde og morskab. Tis på gulvet For kendere af 'The Sims'-universet på pc, er der ikke noget epokegørende nyt i PlayStation2-versionen. Helt basalt gælder det stadig om at tilfredsstille sit digitale jegs behov lige fra sult og social kontakt til toiletbesøg og hygiejne. Alle ens personligheds primære behov kan løbende aflæses, og spillets grundpille er den konstante kamp for at få opfyldt dem alle. For sender man ikke sin personlighed i seng, falder denne simpelthen i søvn på gulvet, og glemmer man at gå på toilettet, ja, så er der dømt vandskade i kælderen efterfulgt af et stort indhug i ens velvære, hygiejne og personlige stolthed. Og så skal man tilmed også gøre rent efter sig - medmindre man har hyret en god hushjælp eller scoret en sød kæreste. Big Brother ser med Til forskel fra pc-versionen af 'The Sims' er der på PlayStation2 konkrete mål at stræbe efter. Man begynder som nævnt i mors skød, men herfra skal man avancere gennem forskelligartede kapitler i livet såsom at flytte sammen med sine venner, holde vilde fester, købe hus, stifte familie og opdrage børn. Fælles for de tidlige livskapitler er et stort moment af stress, fordi det er hundesvært at nå det hele i starten, men senere kan man hyre hushjælp eller håndværkere til at klare de mere sure tjanser i hjemmet. Det er også muligt at spille helt frie spil, hvor man ud fra en startkapital skal købe hus og møbler, og som i et livagtigt digitalsimuleret dukkehus følge sin familie gå på arbejde, gøre rent, se tv, læse bøger eller have venner på besøg. Hold hus sammen Som noget nyt i 'The Sims'-universet kan man nu spille to spillere samtidig. Det sker ved, at tv-skærmen deles op i to billeder, hvor man skal dyste mod hinanden i, hvem der for eksempel kan spise hurtigst eller gøre bedst rent. Mens de fornøjelser er solidt festlige småspil med begrænset holdbarhed, så er det langt mere interessant i længden, at man også kan spille med hinanden, hvor man kan forsøge at holde hus sammen. Med den mulighed hæver spillet sig højt over sin pc-forgænger og gør samtidig, at det vil kunne spilles om og om igen uden at miste sin appeal. Grafikken er nu i tre dimensioner, hvilket er en kærkommen forbedring fra pc-versionen, der pludselig virker stenalderagtig i denne sammenligning. PlayStation2-versionens målgruppe er derimod sværere at definere end pc-spillets, fordi de, der allerede har slidt dette op, ikke vil finde de store overraskelser på PlayStation2. Til gengæld giver de mere målrettede opgaver i denne version en fremragende introduktion til 'The Sims'-spillene, og dertil er alt i spillet på dansk. Ligesom i pc-versionen findes der stadig mindre irritationsmomenter såsom ventetid, mens ens personlighed arbejder eller sover, og spillets tendens til enten at glemme de ordrer, man giver sin personlighed, eller vente længe, før de bliver udført. Du har været der selv Man kunne med rette frygte, at denne konsolversion ville blive en doven konvertering af pc-udgaven, men PlayStation2-versionen er lavet efter alle kunstens regler og holder sig pinlig loyal over for sin konsols præmisser. Kontrollen med joypaddet er intuitiv god, og man savner faktisk kun pc-musen, når der skal bygges huse eller placeres vægge. Så hvis man efterhånden er træt af at nedskyde gangsterbander eller hoppe platforme tynde, så er 'The Sims' god afveksling. Mange vil stadig hade det af et godt hjerte, fordi det i bund og grund kun er en simulation over et pixelmenneskes dybt kedsommelige og monotone liv. Men 'The Sims' er stadig det uomtvistelige unikke oplevelsestrip, der er så skræmmende vanedannende, fordi det rummer den største identifikation, der kan opdrives i nutidige computerspil. Man har været der selv og kan relatere til situationerne i spillet, og derfor bekymrer man sig vitterlig om sin virtuelle personlighed og dennes møjsommelige kravlen op ad både den sociale og kapitalistiske rangstige. Det er denne virkelighedsflugt til en simuleret virkelighed, der giver spillet et magisk gameplay, som ingen andre computerspil i dag kan hamle op med - nu heller ikke på PlayStation2.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























