Den snavsede sved tørres hastigt af panden, mens jeg lader mine to trofaste seksløbere til endnu en heftig skudduel i den støvede westernspøgelsesby. ZAP! Min futuristiske plasmariffel klamres tæt ind til kroppen, samtidig med at jeg plaffer løs på ondsindede robotter, der som tak sender kaskader af laserstråler mod mig. ZAP! Krudtrøgen fra mit AK47-maskingevær hænger stadig som en tung dyne i luften; de russiske vagtposter nåede aldrig at se, hvad der ramte dem. ZAP! At spille sig igennem solokampagnen i 3D-skyderen 'TimeSplitters2' (TS2) føles som at zappe rundt mellem tv-kanaler i håb om at maksimere underholdningsværdien. Det er dog bare hverdag for enhver tidsbetjent, hvis opgave det er at farte gennem vidt forskellige tidsaldre for at forhindre en race ækle væsner kaldet TimeSplitters i at ødelægge Jordens fremtid. Forgængeren til TS2 var et af de allerførste spil, der udkom til PlayStation2, og selv om multiplayerdelen var underholdende, så var spillets solokampagne en halvbagt kage, der var blevet klasket sammen til lejligheden. Et problem, der er blevet mere end rettet i anden omgang. Fordi denne efterfølger er et af de mest perfektionerede 3D-actionspil, vi længe har set. Hvad skulle det være? Allerede fra starten af overvældes man af mængden af muligheder. Sidder man alene i sofaen, kan man med fordel lægge ud med spillets solokampagne, hvor man skal fare rundt mellem forskellige tidsaldre lige fra 1932'ernes Chicago til Tokyo anno 2019. Der er desværre ikke nogen sammenhængende historie til at binde de forskellige tidsaldre sammen, men det er til at overse, når hver tidsalder er så omhyggeligt fulgt til dørs og tilmed kan gennemføres sammen med en ven. Har man derimod mere lyst til bare at afreagere, så er der rige muligheder for at spille med eller mod et væld af computerstyrede figurer i større turneringer. Endelig kan man prøve kræfter med spillets mange lettere bizarre varianter af 3D-skydegenren, så som at skulle aflive brændende zombier eller skyde abekatte ned, som var de lerduer. Gør det selv-baner Alt dette viser sig kun at være toppen af isbjerget, for spillet lukker først rigtig op for godteposen, når man samler et kuld venner i sofaen og dyster løs i spillets utallige underholdende småspil. Her er alt lige fra de helt traditionelle til de mere løjerlige varianter, såsom at den svageste spiller får hjælp fra en komplet skydegal abe. Det lyder og er sindssygt, men sindssygt underholdende. Og har ens genfundne dræberinstinkt vækket ens indre designer, er der tilmed også mulighed for at kreere sine helt egne baner, som man selvsagt kan gemme og derefter udfordre vennerne i. Muligheden fungerer glimrende på PlayStation 2 og GameCube, men helt forrygende på Xbox, da man her bruger den indbyggede harddisk, hvilket betyder, at man kan lave endnu større og flere baner. Alt klapper TS2 opfinder ikke den dybe tallerken på ny, fordi 3D-skydespil er en voldsomt overbefolket genre, men når alt bare klapper som her, og der tilmed er så uendelig mange muligheder for at skræddersy det hele til netop ens spillestil, så er vi helt oppe og bløde 5 liter hjerteblod. I Xbox-regi har mesterværket 'Halo' stadig bedre intelligens hos fjenderne, køretøjer og en mere sammenhængende solokampagne, men hvad angår PlayStation 2 og GameCube har vi endnu ikke set noget spil, der tilnærmelsesvis lever op til det tempo, den variation og den skyhøje kvalitet, som TS2 ligger for dagen. Det genopfinder og forfiner kort sagt den basale og helt simple tilfredsstillelse, der ligger i at løbe, sigte og skyde.