At tage springet fra musikscene til spilscene er en svær kunst, men det har ikke holdt den amerikanske popstjerne Britney Spears tilbage. Hun forsøger nu at udbrede sine popnumre i spilform. I pc- og PlayStation2-spillet 'Britney's Dance Beat' skal man som vordende danser vrikke måsen af led til fem af Spears numre, hvilket gøres ved, at man i takt til musikken skal trykke på de rigtige knapper eller taster. Det får ens dansante alter ego på skærmen til at vride sig rundt, og sådan skal man igennem en række auditions for til sidst at kunne få lov at blive danser i Spears dansetrup. Jo bedre man klarer sig, des flere videoklips fra en koncert og andre ekstra småting bliver tilgængelige for spilleren. Det lyder for så vidt interessant nok, men efter bare en halv times tomhjernet tommelfingerdans i selskab med de samme fem numre, begynder ens forstand at tage skade. For man skal lede længe efter et spil, der på samme måde kun formår at være en hul og monoton iscenesættelse af et popidol. Versionen til PlayStation2 er klart den bedste, for her er videoklippene i det mindste i dvd-film-kvalitet og ikke som i pc-versionen, hvor kvaliteten af selv samme videoklip gør, at man ikke kan se forskel på Britney og en tændt scenelampe. Moralen må blive, at dette spil vil tjene som et skrækeksempel på, hvordan man ikke skal skrue et musikspil sammen, fordi man skal være mere end skambidt af en hormonforstyrret poptøs, før det giver mening at investere i Britney Spears fordummende selviscenesættelse. Mozart på menuen Helt anderledes er PlayStation2-spillet 'Mad Maestro', hvor man i rollen som amatørdirigent skal svinge dirigentstaven i håb om at redde en lokal koncertsal fra nedrivning. Man skal dirigere sig igennem alt lige fra Richard Wagners dramatiske 'Valkyrieridt' til Tchaikovskys 'Svanesøen'. Direktionen af ens farverige tegneserieorkester foregår ved, at en lille lysende prik springer rundt i takt mellem et antal cirkler - bestemt af musikstykkets taktart. Samtidig angiver en farve i cirklerne, hvor hårdt man skal trykke på knappen, når prikken berører cirklen, så det er altså ikke nok bare at kunne holde takten, der skal også trykkes enten blødt, normalt eller hårdt. Afhængigt af hvor godt man trykker, så indretter musikken sig efter ens præstation, hvilket gør, at klarer man sig dårligt, så bliver de klassiske mesterværker nærmest voldtaget med falske toner og stærkt svingende lydstyrke, og dirigerer man omvendt godt, så lyder det himmelsk. Den indflydelse spilleren har med musikken føles rigtig, hvilket gør 'Mad Maestro' til et fremragende om end et lidt corny musikspil. Det vil tiltale alle med mod på anderledes underholdning, for det stiller krav til både ens musikalitet, rytmesans, hurtighed og overblik - vel præcis som dirigenttjansen i virkeligheden. Spil en plade Samme kontrol over musikken føler man i det noget mere hippe musikspil 'Frequency', der henter sin musikalske inspiration fra klubscenen og elektronisk musik. Selve spillet ligner et farverigt syretrip, hvor man i takt til musikken flyver igennem en oktagon formet tragt. Siderne i oktagonen symboliserer forskellige instrumenter i musikken, og ved at skifte imellem siderne og matche deres rytme blander man efterhånden flere og flere instrumenter med ind i musiknummeret. Spillet gør remixing af musik let, elegant, underholdende og underligt tiltrækkende, fordi man kan altid gå tilbage og forsøge at mixe numrene endnu bedre. På spillets lidt friere baner føles det, som om man har åbnet en skuffe fuld af musikalske legoklodser, der alle kan sættes sammen forskellige måder. Så er man til kølig klubmusik og blærede beats er 'Frequency' et absolut must.