Nogle gange kikser det fælt. Ambitionerne sættes for højt, forventningerne er for store og det endelige spil bliver noget skuffende overilet makværk. Andre gange sidder den bare i skabet, og et sådan spil er 'Neverwinter Nights'. Det er skaberne bag et af de mest hæderkronede rollespil til pc 'Baldur's Gate', der nu er gået skridtet videre ved at give spillerne mulighed for at udforme deres helt egne eventyr og endda selv få lov til at styre hele molevitten lige fra udfærdigelse af eventyrets basale handling til direkte kontrol over monstrene. Netop det element har alle rollespillere sukket efter lige siden de første rollespil til computeren så dagens lys i det forrige årtusinde. I alle tidligere computerrollespil har man kun haft mulighed for at spille den modige helt, der drog til kamp mod ondskabens legioner, men i 'Neverwinter Nights' (NWN) kan man være historiefortælleren og derfor sidde som en mægtig gud og lede en samling eventyrere gennem et hjemmestrikket eventyr. Akkurat som når rollespil afvikles i virkeligheden. Sygdom og heltemod I modsætning til 'Baldur's Gate'-spillene styrer man i NWN kun en enkelt karakter, og et oplagt sted at starte er i spillets solide enkeltspillerkampagne. En pestlignende sygdom har ramt byen Neverwinter, og befolkningen i den afsidesliggende by dør som fluer, da der ikke findes noget middel mod sygdommen. I et desperat forsøg på at redde byen opfordrer byens ledere alle med den mindste dråbe helteblod i årene til at melde sig og forhåbentlig kæmpe sig vej til sygdommens rod. Som en af de allerbedste elever i byens kampskole involveres man i et spind af konspirationer, drab og griskhed, for der er tilsyneladende stærke kræfter og dystre motiver bag den sygdom, der hærger byen. At gå på eventyr i enkeltspillerkampagnen minder i mange træk om det netop udkomne rollespil 'Dungeon Siege', idet man bevæger sin karakter rundt i en tredimensionel fantasiverden. Kampsystemet er også identisk, hvilket vil sige turbaseret i stedet for i realtid som eksempelvis i 'Diablo', men her stopper lighedspunkterne da også, for NWN er langt mere nuanceret, avanceret og nytænkende end tidligere tiders rollespil. Historien i enkeltspillerkampagnen er velfortalt, om end en tand kortere end tilsvarende kampagne i 'Baldur's Gate'-spillene. Multiplayerdelen er dog fuldstændig uovertruffen og spillets absolut stærkeste element, særligt når man går på eventyr sammen med folk, man kender i forvejen. Udødeligt spil Det medfølgende program til at designe egne eventyr er brugervenligt, men man skal være forberedt på, at det tager tid, før man kan lave eventyr, der svarer til ens forventninger og ikke mindst fantasi. Til gengæld sikrer det spillet en unik form for udødelighed, for gennemfører man spillet, og gider man ikke selv at designe nye eventyr, er der allerede nu masser af hjemmelavede eventyr at finde på internettet. Det er derfor ingen overdrivelse at påstå, at alle kommende rollespil vil blive målt og vejet op imod dette respektindgydende mammutværk, for NWN er et kvantespring for rollespilsgenren. En genre, der aldrig vil blive den samme igen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























