Trods den lunkne modtagelse af den computeranimerede film 'Final Fantasy' sidste år i alverdens biografsale, så er det tiende kapitel i rollespilsserien af samme navn nu langt om længe på gaden. Siden første kapitel udkom i 1987 har spilserien været for Nintendos tidlige konsoller og specielt Sonys PlayStation-konsol, hvad 'Harry Potter'-bøgerne har været for bogbranchen; en række succeser, der har løftet hele branchens salg. Og om 'Final Fantasy X' (FFX) vil gøre det samme for PlayStation2 er bestemt ikke utænkeligt. Kalenderen skriver fremtiden, og man spiller rollen som sportsstjernen Tidus; mester i den futuristiske sportsgren blitzball, der bedst kan beskrives som en art avanceret undervandpolo. Midt under en kamp angribes og ødelægges Tidus´ hjemby Zanarkand af en uhyggelig potent magisk kræft kaldet Sin, men Tidus overlever katastrofen som en af de eneste. Da han endelig kommer til bevidsthed igen, er han havnet ude i fremtiden, hvor ingen har hørt om byen Zanarkand, men alle kender til Sins destruktive kræfter. Her støder han efter lidt forviklinger på den uskyldige, unge og dydige kvindelige magiker Yuna, der tilhører en speciel type magikere kaldet 'summoners' med ekspertise i at fremmane magiske skabninger. Som pant for deres stærke magiske kræfter er de svagelige rent fysisk, og de skal derfor eskorteres rundt af flere bodyguards; en stilling, som Tidus hurtigt indtager sammen med en spirende forelskelse i Yuna. Hendes hovedmission er at bekæmpe Sin, der gennem hele spillet portrætteres som et symbol for den kollektive og guddommelige straf for, at menneskeheden har syndet og sat deres lid for meget til maskiner. I gennem hele spillet kredses om flere etiske problemstillinger omkring nødvendigheden af religion, prisen for kætteri og tilbedelse af maskiner frem for naturen. Udskift karakterer Under den gode historie gemmer der sig et turbaseret rollespil, hvor man skal bekæmpe utallige fjender med sværd og trolddom, alt imens ens eventyrere gradvis bliver stærkere, hurtigere og mere hårdføre. Kampene afvikles tro imod spilserien efter tur, og består i at tre af ens karakterer kan kæmpe samtidig, men som noget nyt kan man nu til alle tider skifte sine karakterer ud, hvis de bliver for ilde tilredte under kampen. Det giver kampene det fornødne strategiske præg, og en ganske stor del af spillet består i at angribe de rigtige monstre med de rigtige våben og/eller trylleformularer. Mellem kampene og de mange mellemsekvenser, der leder historien videre, skal man løse gåder og bestemme ens karakterers udvikling. Gåderne er desværre langt fra ligeså vellykkede som i de tidligere spil i serien, idet det oftest kræver mere held end forstand at løse dem. Udviklingen af ens karakterer er derimod glimrende skruet sammen med et system, der til en vis grad tillader individuel variation Bedste rollespil til PlayStation2 FFX presser noget af den mest flotte og emotionelle grafik ud af PlayStation2-konsollen til dato. De vigtigste mellemsekvenser i spillet er næsten på højde med 'Final Fantasy'-filmen, og det er derfor en hel belønning i sig selv at overvære disse. En stor anke er dog, at man er tvangsindlagt til at se mellemsekvenserne, da man ikke kan springe hurtigt henover dem. Fans af de tidligere 'Final Fantasy'-spil vil dog ikke blive skuffede for tiende kapitel forholder sig trofast imod de tidligere spils succesrige formular: det er både et virkelig langt, fantasifuldt og storladent fortalt rollespil. I særdeleshed imponerer længden, da spillet kan let tage over 35 timer at gennemføre, og der er masser af små overraskelser gemt undervejs, der betyder endnu flere timers spil. Et dryp malurt i bægeret kan for nogle være, at spillet er meget lineært. Man bliver ledt rundt ved næsen, og man bestemmer aldrig selv, hvor historien skal bevæge sig hen. Så selvom FFX på den bekostning er et fremragende, men ikke et klassisk kapitel i den traditionsrige 'Final Fantasy'-serie, så er det stadig det bedste og mest episke rollespil, der kan opdrives til PlayStation2 i dag.