Bare tag det roligt. Danmark vinder den første puljekamp med 4-3 over Uruguay, og Senegal bliver sendt hjem med et 6-1-nederlag i bagagen. Vi er på rette vej. Og selv om Beckham så skulle score et frisparksmål i overtid i kvartfinalen - så kan man altid loade igen og spille om. 'FIFA World Cup 2002' er landet, og alle fodboldelskere tæppebombes med den forførende grafik i reklamepauserne mellem halvlegene ved de sidste store europæiske kampe. Vi skal spille fodbold med tommelfingrene, når vi ikke ser fodbold hele sommeren. Vi skal spille 'FIFA World Cup 2002' - det officielle spil, der må bruge spillernes rigtige navne og slutrundens logoer. Og 'FIFA World Cup 2002' ser umiddelbart fantastisk ud. Man kan spille alle holdene, der er med i slutrunden, og alle spillere er repræsenteret. Speakerne, der kommenterer kampene, har små godbidder i lommen, uanset hvilken nation du forsøger at lede til trofæet med tommelfingrene. F.eks. siger de, når Ebbe Sand har bolden: »Ebbe Sand lavede jo et pragtmål mod Nigeria ved VM for fire år siden«, og andre lignende ting, som gør en blød om hjertet, når man hører det første gang. Anden gang ligeså, men tredje, fjerde og femte gang bliver det en kende irriterende. Det er dog imponerende, at de fleste af spillerne ligner sig selv ganske godt. Således er det nemt at kende Jan Heintze og Thomas Gravesen, mens Ebbe Sand og Jesper Grønkjær mest ligner noget, der er lavet af en bunke brugte mælkekartoner. Hvis man spiller med England, Frankrig eller et af de andre store landshold, kan man se, at programmørerne har gjort sig noget større anstrengelser for at få dem til at ligne. Hvilket man egentlig ikke kan fortænke dem i, eftersom det sikkert er sjovere at sidde og fifle rundt med Tierry Henry end med Brian Steen Nielsen. Udtagelsen af trupperne til VM kan man heller ikke sætte en finger på. Faktisk er hele Danmarks trup repræsenteret i de 38 danske spillere, som spillet indeholder, så hatten af for de engelske programmører som forudså udtagelsen af Steven Lustü. For lidt frihed Alt dette vil sige, at rammerne er på plads, ja, mere end det, de er helt fantastiske. Alligevel er det så som så med selve spillet, for når man spiller det, viser det sig, at vi har prøvet det hele før. Specielt hvis man allerede har 'FIFA 2002', som kom i efteråret. Styringen af spillerne ligner meget, og de største mærkbare ændringer ligger i afleveringerne, i luftspillet og i den mere realistiske gengivelse af de intense kampe omkring bolden, hvor man næsten kan mærke, hvordan spillerne sveder, maser og presser på for at få kontrol over bolden. Afleveringerne er nu afhængige af, hvilken vej man retter joysticket, og dermed lidt sværere at udføre præcist, men til gengæld kan man lave mere overraskende stikninger. Samtidig tager det lidt tid at lære at styre luftspillet, men udbyttet er desto større. På hvert landshold findes nu en eller flere såkaldte stjernespillere, der er ekstra gode, og i Danmarks tilfælde er vores eneste stjernespiller underligt nok Jesper Grønkjær, der for det meste koger rundt på midtbanen. Der er masser af muligheder for at spille multiplayer, hvor hver spiller styrer hver sit hold, eller hvor man spiller sammen mod computeren. Desværre virker det hele dog lidt for fastlåst. Man kan f.eks. ikke få Danmark placeret i dødspuljen i stedet for Argentina, Nigeria, Sverige eller England sådan bare for at prøve tommelfinger med det, hvilket får det hele til at virke noget kortsigtet og som mere ren hygge end en dybere simulering af fodboldspillets finesser. Man savner også mulighed for at kunne lave flere stjernespillere, nye spillere eller helt nye hold. Kort fortalt minder 'FIFA World Cup 2002' mest af alt om en Big Mac, som jo smager udmærket, men også er lidt kedelig og aldrig byder på overraskelser. Og som lugter lidt af sure løg - og meget af penge.