Alle gode gange fire

Lyt til artiklen

Som et brugbart engelsk ordsprog siger: If it ain´t broke, don´t fix it. Eller på godt dansk: hvis det ikke er i stykker, så hold fingrene væk. Det er den allerbedste karakteristik af denne fjerde udgave i spilserien 'Heroes of Might and Magic', der med stor succes har formået at blande strategi og rollespil sammen. For de uindviede er konceptet bag 'Heroes of Might and Magic 4' (HoMM4), at man leder en håndfuld tapre helte i kamp for at erobre byer, skatte og ære. Scenen er sat til den traditionelle middelalderudgave af Europa tilsat monstre, magi og møer i nød. Via et stort farverigt oversigtskort styrer man op til otte forskellige helte eller hære rundt, og når man kommer i kamp, skiftes perspektivet til en oversigt over slagmarken, hvor man kan lade sine helte kaste trylleformularer og sende sine tropper til angreb. Alle manøvrer foregår efter tur, hvilket giver rigelig tid til at udtænke det næste træk. Erobrer man en by på oversigtskortet, har man derefter mulighed for at udbygge denne til større hovedstader, der udvikler loyale hære. Udover byerne skal man også erobre eksempelvis miner og savværker, så man får naturalier såsom guld, træ, diamanter og jern ind i statskassen. De helt grundlæggende principper er dermed uændrede. En af de største ændringer, siden sidste udspil i serien, er, at ens helte nu selv kæmper med på slagmarken, hvilket gør kampene til langt mere strategiske affære, da man nu kan risikere at miste sin helt i direkte kamp. Det betyder, at man virkelig tænker en ekstra gang, før man sender sin bedste helt i kamp. Til gengæld er en hær ikke længere afhængig af en helt, hvilket giver spillet helt nye taktiske perspektiver. Samtidig er rollespilselementet i spillet voldsomt udvidet, da der nu er langt flere muligheder for at udvikle sine helte i præcis den retning, man ønsker. En tur til Det er svært at konkretisere, hvad der gør HoMM4 så fængslende. Det mest nærliggende svar er simpel eventyrlyst, og det mest paradoksale ved spillet er, at selv om det er et turbaseret strategispil, føles det aldrig sådan. Man drives frem af eventyrlysten i sådan en grad, at man skal hanke op i sig selv for at afslutte spillet. Der er seks større episke kampagner inkluderet i spillet med hver deres unikke forløb og helte, og selv om historierne stadig fortælles via tekst på skærmen, så er de ikke mindre fængslende og velskrevne. Det er efterhånden mere undtagelsen end reglen at finde computerspil, der har samme høje holdbarhed som HoMM4, fordi bare en enkelt mission i en af kampagnerne kan let tage op til otte timer at kæmpe sig igennem. Er man derefter træt af det, som spillet har at byde på, kan man bare designe sine egne kampagner ved hjælp af et brugervenligt program, der følger med spillet. Sværhedsgraden er en tand højere end de tidligere udspil i serien, hvilket mest skyldes de computerstyrede modstanderes intelligens. Computeren er overraskende snedig og disponerer generelt klogt over sine tropper, men det er kritisabelt, at man i HoMM4 ikke har mulighed for at dyste imod andre over internettet eller netværk. Denne mulighed er blevet lovet i en gratis opdatering, der skulle komme, men det undskylder ikke, at den mangler, når man køber spillet. Fornem ansigtsløftning Et af de større kritikpunkter ved de tidligere spil i serien var deres forældede grafik, men det er der blevet rådet bod på nu. Grafikken står knivskarp og detaljeret, og sammen med den svulstige symfoniske baggrundsmusik skabes en drømmende og eventyragtigt stemning, som det er svært at undgå at blive betaget af. På samme måde er brugerfladen blevet endnu mere rar at navigere rundt i, selv om ikke alle ændringer vil hue de mere garvede fans af serien. Bag den tydeligt forbedrede grafik og brugerflade gemmer der sig stort set samme spiloplevelse, som de tidligere spil i serien leverer. Ikke at denne udprægede grad af konservatisme gør HoMM4 til noget dårligt spil, for konceptet bag serien er her forfinet til det nærmest perfektionistiske, men har man endnu ikke prøvet kræfter med spilserien, så kan man sagtens tillade sig at lægge ud med nummer tre i serien. Er man derimod fan af de tidligere spil i serien, er HoMM4 den bedste fortsættelse, man kunne ønske sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her